En blev dræbt og tre kvæstet, da personbil kørte galt på Køge Bugt-motorvejen ved Ølby.

En passager blev dræbt, mens chaufføren og to andre passagerer slap med kvæstelser, da en personbil tirsdag eftermiddag forulykkede på Køge Bugt-motorvejen ved afkørslen mod Ølby uden for Køge.

Bilen kom kørende i nordgående retning, da den kom ud i midterrabatten, tørnede ind i autoværnet og væltede rundt.

Den dræbte er en 23-årig mand fra København, der var forsædepassager i bilen, oplyser vagtchef John Jensen, Midt- og Vestsjællands Politi.

De to andre passagerer - en kvinde på 21 år og en mand på 25 år - der sad på bagsædet, kunne tirsdag aften tage hjem efter en undersøgelse på Køge Sygehus.

- De har fået en masse skrammer, men det er ikke så alvorligt, at de skal indlægges, siger John Jensen.

Bilens 40-årige chauffør er fortsat indlagt på sygehuset, men han er uden for livsfare.

Ifølge ekstrabladet.dk var de fire i den forulykkede bil studerende fra København, der var på vej hjem efter et virksomhedsbesøg i Jylland.

/ritzau/