At teamkammerater støder sammen, er idiotisk. At de gør det igen og igen, er nærmest utilgiveligt.

Efter tre sammenstød inden for et år udstedte teamchef Günther Steiner derfor et sæt regler til Kevin Magnussen og Romain Grosjean op til Tysklands Grand Prix.

Reglerne var simple: Det var tilladt at køre race – men det var naturligvis forbudt at ramme hinanden.

Alligevel bankede Haas-kørerne sammen mod slutningen af løbet i Hockenheim.

Romain Grosjean og Kevin Magnussen kørte ind i hinanden – igen.
Romain Grosjean og Kevin Magnussen kørte ind i hinanden – igen. Foto: JOHN SIBLEY
Vis mere

Ved det forrige sammenstød i Silverstone for 14 dage siden var teamet meget uheldige, da den relativt lette berøring resulterede i ganske omfattende skader, der sendte begge biler ud af løbet.

Søndag i Hockenheim var Haas til gengæld uhyre heldige – begge biler kunne fortsætte og score et par håndfulde billige point.

Hvor utilgiveligt sammenstødet i Hockenheim var, vil vise sig i de kommende dage. Teamchef Günter Steiner bliver nødt til at drage alvorlige konsekvenser, og 'Steiner-skolens' hidtidige pædagogik har tydeligvis ikke virket.

Jeg tror ikke, der bliver taler om fyringer, men jeg kan sagtens forestille mig, at Steiner udsteder et decideret forbud mod, at hans kørere nærmer sig hinanden på banen. Det vil så – forhåbentlig – forhindre flere sammenstød, men det vil også hæmme Magnussens og Grosjeans chancer.

Der er mange meninger om, hvem der har skylden for sammenstødet i Hockenheim. Som næsten altid ved den slags episoder er der ikke tale om, at den ene part har hele skylden, men i dette tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at Grosjean bærer hovedansvaret.

På grund af det evigt omskiftelige vejr og de mange dæk-strategier bølgede kampen mellem Haas-kørerne hele eftermiddagen frem og tilbage. Op til sammenstødet var Grosjean markant hurtigere end Magnussen, og han indhentede ham hurtigt.

Her burde teamchef Steiner måske have grebet ind. Med de tidligere episoder i baghovedet skulle han have givet Magnussen besked på give plads til teamkammeraten.

Magnussen burde måske have erkendt, at han lige i momentet var langsommere end Grosjean, og ladet franskmanden komme forbi. Men sådan er Magnussen jo ikke skruet sammen – han kæmper på hver eneste omgang for hver eneste placering og hver eneste meter.

Derfor er han blevet en af publikumsfavoritterne i Formel 1 – og derfor har Steiner hyret ham. Og endelig: Hvis han på det sted på banen åbnede for Grosjean, var Kimi Räikkönen sandsynligvis smuttet med forbi.

Grosjean burde på sin side have vidst, at Magnussen ikke ville afgive sin placering frivilligt – ellers har han i hvert fald ikke lært noget af sine tre tidligere sammenstød med danskeren. Alligevel valgte han at forsøge en overhaling på ydersiden, der aldrig har været nogen nem løsning.

Han drejer herefter ind i svinget, som om Magnussen ikke eksisterer. Eller som om han tror, at Magnussen trækker sig. Eller som om han har fejlbedømt danskerens placering. Eller som om han ligefrem ville fremprovokere et sammenstød.

I alle tilfælde bærer Magnussen kun en meget lille del af ansvaret for sammenstødet. Der var jo ikke noget forbud mod at måtte køre race med Grosjean. Det var tilladt at forsvare sin placering. Men Grosjean overtrådte forbuddet mod at ramme sin teamkammerat.