Der udtænkes vilde scenarier i Hollywood, identiteter der bliver stjålet på nettet, livsfarlige ulykker på atomkraftværker og samvittighedsløse investeringsskurke som Gordon Gekko i filmen Wall Street.

Ingen kunne forestille sig at de filmiske vildskaber nogensinde skulle blive virkelighed, men som bekendt overgår virkeligheden ofte fantasien.

I 1987 kunne ingen forestille sig en finansforbryder værre end Michael Douglas Gordon Gekko – den ultimative skurk fra filmen 'Wall Street'. Men virkeligheden har forlængst overhalet fiktionen. Og Wall Street-troldmand Bernard Madoff, der stjal over 400 milliarder kroner fra sine klienter, og nu afsoner en fængselsstraf på 150 år, får Gekko til at ligne den rene drengespejder.

Da instruktør Oliver Stone for 23 år siden lavede den originale 'Wall Street'-film, blev han kaldt både 'paranoid' og 'socialistisk'.

Ingen mente, at der i den virkelige verden kunne findes så samvittighedsløs en investeringsskurk som Gordon Gekko.

Men så kom Bernard Madoff ind fra venstre.

Alles ven

Efter at have grundlagt sit investeringsfirma i New York City i 1950erne, opbyggede den jødiske finansekspert langsomt men sikkert sin kundebase.

Som en fast del af storbyens sociale scene blev Madoff taget med helt ind i de allerinderste cirkler.

Både firmaer, andre finansguruer og Hollywood-stjerner som Tim Robbins og Kevin Bacon troede blindt på deres finans-supermand Bernard Madoff.

Og hele vejen frem til 2008 var Madoff stjernen over dem alle.

Samtlige investorer høstede mindst 12 procent i profit hvert eneste år. Hvis de var mere aggressive, blev profitten endnu mere imponerende.

Men der var en finte, som ingen så.

En hul skal

Pengene, som klienterne tjente, kom slet ikke fra smarte investeringer.

Madoff tog simpelthen pengene fra nye investorer og gav dem til de gamle. Men da krak-panikken i 2008 så spredte sig og alle ville have deres penge tilbage – på én gang – faldt korthuset sammen. Det der skulle have vøret en pengetank viste sig at være en hul skal.

Og mens over 15.000 enkeltpersoner og firmaer mistede alt det, de troede, at de ejede, faldt hammeren for Madoff.

Og efter en relativt kort retssag, blev finansguruen dømt til 150 år i fængsel.
 
Hvis Madoff opfører sig ordentligt, kan han forsøge sig med en prøveløsladelse i år 2139 – Når han er 201 år gammel.