Vejr-vært Cecilie Hother og "slemme slemme pige" Anne Kejser er begyndt at arbejde sammen på forskellige projekter.

- Det er idéer, vi har, til alt muligt mærkeligt, siger Cecilie Hother til bt.dk.

De to kvinder var på Café Gulerod på Frederiksberg i onsdags for at "braine" idéer til det kommende samarbejde, som stadig er i opstartsfasen.

- Det var først i går (onsdag,red.), at vi begyndte at braine på det, så der er ikke noget konkret endnu, siger Anne Kejser.

Selvom de to Vild med dans deltagere endnu ikke kan fortælle uddybende detaljer om samarbejdet, løfter Anne Kejser sløret for, at det vil være ’underholdningspræget’, men at der ikke er tale om et tv-program.

Om hvordan samarbejdet startede, fortæller Anne Kejser:

- Jeg havde en forestilling om, at vi kunne arbejde rigtig godt sammen. Cecilie er en god og dejlig pige, og jeg havde en ide til noget halløjsa, så jeg spurgte hende, om hun kunne tænke sig at være med inde over. Det ville hun gerne.

Vild med dans vinderen og den sjove kvinde, som vi blandt andet kender fra Zulu’s »Slemme slemme piger«, har kendt hinanden, siden de konkurrerede mod hinanden i underholdningsshowet »Bingo Banko.

- Vi har lavet rigtig mange ting sammen. Vi klikkede fra starten og er blevet rigtig gode veninder, siger Cecilie Hother om de to kvinders venskab.