En af verdens mest kendte modeller, hollandske Karen Mulder, er i dag blevet fængslet for trusler mod sin plastikkirurg

Hollands svar på Helena Christensen er i dag blevet sat i fængsel i Paris for telefontrusler mod sin plastikkirurg.

Den 39-årige Karen Mulder blev åbenbart så vred og skuffet over en skønhedsoperation, at hun gentagne ringede og truede den kvindelige kirurg, der havde ført kniven.

Karen Mulder var en del af det kuld af modeller, der i 1990'erne sammen med Helena Christensen, Naomi Campbell og Kate Moss var med til at skabe begrebet Supermodel. Altså en model, der som Linda Evangelista udtalte, "Ikke står ud af sengen for under 10.000 dollars om dagen." - en dagsløn på 50.000 kroner.

Men for Karen Mulder er det gået stærkt ned af bakke.

De sidste dage har hun således ifølge fransk politi ringet et utal af gange til plastikkirurgen, hvor hun "skreg og råbte om operationen og blev stadig mere truende," siger talsmanden til Reuters.

- Der var gentagne opkalde til den kvindelige kirurg, der var ekstremt bange. Lige nu afhører vi den mistænkte, siger talsmanden.
Karen Mulder som har været fast model for Chanel og Versace har haft det svært i flere år. I 2001 blev hun indlagt på et psykiatrisk hospital med en depression, som ifølge hende selv skyldtes et narkomisbrug hun begyndte på som model.

Året efter forsøgte hun selvmord med en overdosis sovepiler, men blev reddet af gode veninder - herunder den franske statsministerfrue, Carla Bruni.