Line skal være stolt af Se & Hør billederne! mener Bjerrehuus.

Line Baun har uden tvivl mange sympatisører blandt de kendte i disse dage. Men hun skal ikke regne med at græde ud ved Suzanne Bjerrehuus’ skulder.

- Hun er en flot kvinde, der har fået sig en ung viril mand. Så hvis jeg var hende, ville jeg bare synes, det var ret fedt. Jeg ville være stolt over at have så lækker en ung mand.

Sådan lyder den helt bramfri reaktion fra 62-årige Suzanne Bjerrehuus, som er jurist og mener, det vil være rigtig dumt af 48-årige Line Baun Danielsen at lægge sag an mod Se & Hør for at bringe paparazzi billeder fra hendes ferie i Sardinien sammen med den nye unge kæreste.

- Hvis billederne på nogen måde var nedværdigende eller ubehagelige, så var det noget andet. Men hun ser jo godt ud! Jeg har det selv sådan, at jeg er ret ligeglad.

- Men jeg vil være rigtig ked af det, hvis de begyndte at fotografere mig, når jeg når dertil, at brysterne sidder nede på lårene! griner Suzanne Bjerrehuus, som dog ikke lægger skjul på, at den stigende brug at paparazzi-billeder da har påvirket hendes og Asger Aamunds liv.

- Om sommeren har vi altid kunnet cykle ned til vandet tidligt om morgenen, smide tøjet og gå i vandet. Det har altid været en kæmpe vidunderlig del af at være i Tisvilde.

- Men efter billederne af Andrea Elisabeth Rudolph, holdt vi simpelthen op. At gå ud et øde sted hvor der ikke er et øje og så bliver man fotograferet, det synes jeg er ydmygende, siger Bjerrehuus.

Som også er rasende på sit køns vegne.

- For det er altid kvindernes bryster, det går ud over. Der er aldrig billeder af mændenes tissemænd. Simpelthen fordi redaktørerne er mandschauvinister. Og det støder mig!