Lisa Renee skal nu repræsentere Danmark i Miss Civilisation.

Hun havde aldrig sat sine ben på Grønland og er så dansk som højtbelagt smørrebrød - og nu har skønheden fra Århus, Lisa Renee Winther Kristensen, trukket sig som Grønlands repræsentant i 'Miss Civilisation of the year'. I stedet skal hun repræsentere Danmark.

- Jeg kunne godt se, det var lidt tosset, at jeg skulle repræsentere Grønland, når jeg nu er dansk. Derfor var det den rigtige beslutning at trække sig. Nu skal jeg repræsentere Danmark, og det var jo det, jeg ville fra begyndelsen, fortæller Lisa Renee til B.T.

Den noget besynderlige match mellem Grønland og den blonde skønhed fra Århus skyldes tilsyneladende den noget forvirrede modelmanager Peter Hadward.

Sprogforbistring



Han har tidligere undskyldt sig med, at han ikke havde tid til at tage til Grønland for at finde en repræsentant.

- Han er en mand med utrolig mange ting i hovedet. Og fordi han snakker svensk, forstår han ikke altid, hvad jeg siger.

Det var rigtig uheldigt, at han meldte Lisa til Miss Civilisation som repræsentant for Grønland, men det problem er heldigvis løst nu, forklarer Maria, der er direktør for modelhouse Production.

Den store 'Miss Civilisation of the year' bliver afviklet i den tyrkiske by Istanbul 2. juni.