Et retsmøde afholdt i bidende kulde i en port uden for Frederiksberg Ret. Ydmygelsen blev total, da den tidligere brevkasseredaktør og tv-læge Jannie Helle i går mødte op ved Retten på Frederiksberg.

- Jeg har det ad helvede til. Livet er simpelthen for meget, til at jeg kan rumme det. Der er grænser for, hvor meget et menneske kan klare. Oplevelsen i dag er simpelthen prikken over i'et.

Jannie Helle er lænket til sin kørestol på grund af en sklerose-lignende sygdom, hun har fået efter at være blevet bidt af en skovflåt. Retsmødet i går morges blev afholdt på gaden i minusgrader, da det ikke var muligt at få Jannie Helle op ad trapperne i bygningen. Derfor troppede dommer og advokat op i en port uden for retten.

- Det er meget ubehageligt at sidde her i kulden. Jeg har influenza og feber og ondt i ryggen, og så skal jeg sidde her udenfor. Jeg har det rigtig dårligt lige nu. Hvad sker der med retssystemet?, er det, jeg sidder og tænker lige nu. Det er en fuldstændig surrealistisk oplevelse, det her, siger Jannie Helle, der ikke før har været i retten.

Den tidligere så populære tv-læge var på toppen i 90'erne. Livet kørte på skinner. Lækkert hus, mand, børn og en karriere, der kørte i raketfart. Men det gode liv er endt i den helt store rutsjetur i form af nådesløs sygdom, familiemæssig og økonomisk ruin.

Jannie Helle mødte op i fogedretten mandag morgen, da hendes tidligere klient og ven har trukket hende i retten grundet en gammel gæld. Sammen med sin tidligere mand, musikeren Max Bonnén, havde hun planer om indretning af et musikstudie, men de planer gik i vasken, og det er den sag, der mandag trak Jannie Helle i retten.

- Det er meget utroligt. Man kan da ikke holde et retsmøde på gaden. Jeg har aldrig været i retten før. Det var fuldstændig mærkeligt. Jeg er rigtig ked af det nu, siger Jannie Helle.

Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra Retten på Frederiksberg, men ifølge B.T.s oplysninger beklager retten, at mødet måtte holdes på gaden. Normalt afholdes retsmøder med kørestolsbrugere i andre lokaler.

Jannie Helle sidder i den bidende kulde i 40 minutter, før retsmødet afsluttes. Under retsmødet blev Jannie Helle erklæret insolvent, og hun har i dag ingen penge tilbage.

- For nogle år siden var jeg god for 5 mio. kr. Alle mine penge er væk nu. Min eksmand Max har drukket en stor del af dem op. Jeg overvejer at få et polititilhold mod ham, for jeg har også fået tæsk af ham, fortæller en grådkvalt Jannie Helle.

Jannie Helle fortæller åbent om sin økonomiske ruin, ofte er der ikke engang råd til mælk.

- Jeg er blevet insolvent. Jeg har ingen penge tilbage overhovedet. Jeg kæmper for at få penge til min husleje og min søns togkort. Jeg har ikke råd til noget som helst. Jeg spiser havregrød morgen og aften. Jeg er meget ked af det, siger Jannie Helle.

Jannie Helle håber, at hun i fremtiden kan få mulighed for at rejse til Tyskland, hvor der findes et alternativ til behandlingen af hendes sygdom, men det kniber med finansieringen. Hun får hjælp to gange om dagen, og hun bruger meget af sin tid på at skrive bøger. Hun håber, at det vil lykkes at få udgivet sin selvbiografi 'Den kvindelige kraft'.