Holger Rune kæmper i øjeblikket i ATP-turneringen i Montpellier.

Men i fredagens kamp mod amerikanske Michael Mmoh røg tankerne pludselig et andet sted hen.

»Da jeg brød ham i andet sæt, tænkte jeg: 'Jeg er nødt til at vinde, for det er min søsters fødselsdag i dag,« sagde Holger Rune efter kampen i det officielle vinderinterview.

»Jeg tænkte: 'Okay, jeg vil give en god gave ved at vinde kampen,« lød det videre.

Alma Rune (i midten) følger lillebrorens karriere tæt. Hun er dog ikke med i Montpellier.
Alma Rune (i midten) følger lillebrorens karriere tæt. Hun er dog ikke med i Montpellier. Foto: Michel Euler/AP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og danskeren endte med at give sin søster, Alma, en rigtig god fødselsdagsgave.

20-årige Rune vandt med cifrene 7-6, 6-4 over Mmoh efter lidt over to timers spil.

Trods amerikaneren er nummer 133 på verdensranglisten fulgte han pænt med hele vejen mod Rune, der er nummer syv på verdensranglisten, som flere gange var i store problemer.

»Det var vanskeligt at spille mod ham, for jeg havde aldrig mødt ham før og kendte derfor ikke hans styrker. Jeg er kommet for at gå hele vejen. Det er en proces, hvor det handler om at blive i nuet,« sagde tenniskometen efter kampen.

For andet år i træk er danskeren klar til semifinalen ved turneringen i franske Montpellier.

Lørdag møder han kroatiske Borna Coric, der er nummer 37 på verdensranglisten.

Læs B.T.s dom over kampen mod Michael Mmoh HER.