Ikke alt var lige kønt, men danskerne sloges sig til to VM-point mod den russiske bjørn

Så kom VM-slutrunden da vist i gang for alvor.

Efter en første kampdag, hvor det var småt med spænding og håndboldmæssige lækkerier på banen, leverede Danmark og Rusland puljens suverænt bedste kamp indtil nu. For sikken en herrefight de to hold gav hinanden.

Der var nærmest tale om en skyttegravskrig, hvor der blev kæmpet om hver meter af banen med alle tilgængelige midler. Fair som unfair. Især russerne delte tæsk ud i forsvaret, hvilket både Henrik Møllgaard og Rasmus Lauge fik at føle i mellemgulvet tidligt i kampen.

Men de danske spillere stod ikke tilbage for russerne i denne fysiske prøvelse af en kamp.

Med udgangspunkt i et godt fightende 6:0-forsvar gav den danske defensiv Niklas Landin i målet grundlaget for at få en forrygende start på kampen med en serie redninger i den klasse, der før har ført til danske medaljer.

Og havde de danske spillere angrebsmæssigt været mere effektive i afslutningerne, kunne det allerede i første halvleg været blevet til en afgørende stor føring. Men også den russiske målmand Vadim Bogdanov viste stor klasse og pillede skud fra både Anders Eggert, Hans Lindberg, Mikkel Hansen og Bo Spellerberg, og så førte Danmark 'kun' 9-4, da den russiske landstræner Kuleshow tog en timeout efter 20 minutter.

Den udnyttede russerne klogt, da de efterfølgende ændrede deres 5:1-forsvar til den såkaldte skæve version, hvor en fremskudt spiller blev sat til at ligge højt på Mikkel Hansen. I de efterfølgende minutter kunne danskerne slet ikke få angrebet til at flyde, og enhver fejl var russerne hurtige til at straffe i en velfungerende kontrafase, der klart overgik den danske, der ellers skulle have været et af de skarpeste våben mod russerne.

Og da Niklas Landin samtidig faldt i niveau, kom Rusland lynhurtigt tilbage og var kun bagud 13-14 ved pausen trods 20 minutters dansk dominans.

De sidste 10 minutter gav en ubehagelig smag af OL i London, hvor Danmark ikke rigtigt havde løsninger, når modstanderen mandsopdækkede Mikkel Hansen. Det så ikke ud til, at holdet var blevet meget klogere sidst i første halvleg.

Kasper Søndergaard var klart Danmarks farligste mand offensivt før pausen, fordi han gik ind og tog tæskene i det hårdtpumpede russer-forsvar.

Andre var mindre heldige. Nikolaj Markussen virkede ikke overbevisende, Rasmus Lauge heller ikke, og Mikkel Hansen havde ganske vist en række fornemme assist-afleveringer. Men heller han var så skudfarlig som ønsket. Landin, Eggert og Lindberg blev ofret i pausen til fordel for Jannick Green, Casper U. Mortensen og Lasse Svan Hansen.

Det ændrede ikke nævneværdigt. Og det usikre danske angrebsspil fortsatte med en russisk skygge på Mikkel Hansen. Men kan man ikke få det til at fungere spillemæssigt, kan man fighte.

 Og det gjorde danskerne, selv om Mikkel Hansen af og til viste en lidt opgivende attitude.

Men netop dér var det befriende at se Nikolaj Markussen gå ind og vise sin skudkraft og tage noget af trykket på Hansen. Samme ros skal gå til Henrik Møllgaard.

Og den bredde reddede Danmark to herlige point med 31-27 i en forrygende fight, der havde højt Vm-format trods det svingende spil.