Marouane Chamakh spiller resten af Premier League-sæsonen i West Ham, der har lejet den lange Arsenal-angriber.

Marouane Chamakh er aldrig blevet den succes, som Arsene Wenger havde håbet, da franskmanden hentede den langlemmede angriber i hjemlandet hos Bordeaux.

Der er langt til spilletid for Chamakh i Arsenal, og derfor får han nu muligheden for mere Premier League-fodbold hos West Ham, der har lejet angriberen.

- Vi har underskrevet med ham for resten af sæsonen. Jeg tror, at det kommer til at være det, der sker, i forhold til angribere, da vi skal have Andy Carroll tilbage i form, siger West Ham-manager Sam Allardyce til Sky Sports.

28-årige Chamakh får ikke behov for at flytte, da han blot skal ændre ruten i London for at finde frem til West Hams træningsbaner. Om der så er mere held i en anden del af byen, må tiden vise.

I denne sæson har Chamakh blot fået fire kampe for Arsenal. Det er dog blevet til to mål - begge i Capital One Cup.

Chamakh vil ikke være med i West Hams FA Cup-opgør mod Manchester United lørdag.



tipsbladet.dk