Den populære, veluddannede muslim Amir fra drama-serien 'Borgen' gør indtryk på B.T.'s gæsteanmelder Naser Khader, der selv har stået i Amirs sko.

Seriens femte afsnit var spændende, underholdende og til tider hjerteskærende.

HAR NASER KHADER RET I, AT PRESSEN BLANDER SIG FOR MEGET I POLITIKERNES PRIVATLIV? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.

Svend-Åge Saltum, formand for Frihedspartiet og seriens pendant til Mogens Glistrup, var blevet udstyret med nogle fremragende replikker og stod primært for underholdningen i dette afsnit.

Jeg var simpelthen helt flad af grin, da Ole Thestrup (alias Svend-Åge Saltum) foldede sig ud med bemærkningen om, at Frihedspartiet aldrig ville blive stuerene i statsministerens øjne, og at danske familier også kan være bange.

Men afsnittet var ikke bare morsomt. Det tog også fat i nogle seriøse emner


Noget, der undrer mig, er den dobbeltmoral, som pressen bruger til at fælde Amir på: At han kæmper for miljøet, men kører i Cadillac. Det er underlig måde at blande offentlig etik med privat etik. En storrygende minister kan godt gå ind for at begrænse rygning. Og en overvægtig sundhedsminister kan sagtens tale for en sund livsstil.

Også spørgsmålet om integritet fyldte meget i dette afsnit. Det gjorde et stort indtryk på mig, da formanden for Miljøpartiet, Amir, vælger at trække sig fra politik. Hans begrundelse, at han er for følsom til politik, og at pressens hetz ikke altid preller af på ham, men går lige ind, kender jeg alt for godt.

For sådan er det desværre for rigtig mange af os.

Når man beklager sig over pressens hensynsløse opførsel, får man for det meste smidt devisen i hovedet, at hvis man inviterer pressen til sit bryllup, kommer de også til begravelsen.

Hermed menes, at fordi man inddrager sin egen person og egne erfaringer, så mister man retten til et privatliv. Jeg har også tit hørt, at fordi en politiker har medvirket i et tv-underholdningsprogram, må de finde sig i, at man opsøger dem på deres bopæl i tide og utide.

Det mener jeg, er en fuldstændig absurd slutning. Generelt deltager man i den slags programmer for at vise, at der gemmer sig et helt menneske bag facaden. Jeg kan umuligt se, hvordan en medvirken i et sådant program, giver carte blanche til en gennemrodning af hele ens liv i al fremtid.

Derfor mener jeg også, at serien denne gang rammer plet, da Amir trækker sig, fordi han ikke er tykhudet nok til den politiske verden. Det kræver elefanthud at kunne takle det pres, som man ikke bare udsætter sig selv – men hele ens familie – for, hvis man vælger et liv i politik.

Har Naser Khader ret i, at pressen blander sig for meget i politikernes privatliv?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. tirsdag.

TV-DRAMA, Borgen, afsnit 15. Dommen: Underholdende og hjerteskærende.