Lars von Trier er nomineret som bedste instruktør, når årets europæiske filmpriser skal uddeles til december. Det sker for filmen 'Antichrist'.

Der bliver dansk islæt, når årets europæiske filmpriser uddeles af det europæiske filmakademi EFA til december.

Lars von Trier er nomineret som bedste instruktør for sin kontroversielle film "Antichrist". I alt seks instruktører er nomineret til prisen, heriblandt den britiske Danny Boyle for Oscar-vinderen "Slumdog Millionaire" og den spanske stjerneinstruktør Pedro Almodóvar.

Samtidig er von Triers kvindelige hovedrolleindehaver, Charlotte Gainsbourg, nomineret som bedste kvindelige skuespiller. Von Triers barske værk om et par, der forsøger at redde deres forhold, efter de har mistet et barn er dog ikke nomineret som bedste film.

Den svenske biografsucces "Mænd, der hader kvinder" af den danske instruktør Niels Arden Oplev bliver også repræsenteret ved uddelingen. Den danske komponist Jacob Groth er nomineret for filmmusikken, mens svenske Noomi Rapace er nomineret til årets kvindelige skuespiller.

Henrik Ruben Genz' Bodil-vinder "Frygtelig lykkelig" og Annette K. Olesens "Lille soldat" er til gengæld ikke blevet udvalgt af filmakademiets 2000 medlemmer, der har vurderet i alt 48 film fra 25 lande.

Dansk film har tidligere vundet flere europæiske priser. Eksempelvis blev Lars von Triers "Breaking the Waves" og "Dancer in the Dark" kåret til bedste spillefilm i 1996 og 2000, ligesom akademiet hædrede von Trier som bedste instruktør for "Dogville" i 2003.

/ritzau/