"Festen" og "Hvem er bange for Virginia Wolf" i nye udgaver med stærke skuespillere, når Jon Stephensen sætter sig i chefstolen på det, der nu hedder Gasværket.

Skuespillet vender tilbage til Østre Gasværk Teater, der nu slet og ret hedder Gasværket.

Det kunne teatrets ny direktør, Jon Stephensen, fortælle, da han præsenterede repertoiret for sin første sæson i disse omgivelser.

- Musikken, som mange forbinder stedet med, kommer igen til ære og værdighed i næste sæson. Men i første omgang er det min ambition at vise, hvorledes man forener ønsket om teater for et stort publikum med kvalitet og kunstneriske ambitioner, sagde Jon Stephensen.

Sæsonen 2007-2008 rummer tre forestillinger.

Først teater-udgaven af filmsuccesen "Festen" med Ulf Pilgaard i rollen som familiefaderen, suppleret af bl.a. Thomas Bo Larsen, Stine Stengade og Ole Thestrup.

Siden repremiere på "Havfruen"i samarbejde med teatret Kaleidoskop og det svenske Cirkus Cirkör, som første gang præsenterede deres bud på eventyret i 2005.

Og endelig "Hvem er bange for Virginia Woolf" med Paprika Steen, Lars Brygmann, Mia Lyhne og Nikolaj Lie Kaas.

/ritzau/