Det er de syge selv, der skal give Region Syddanmark svaret på, hvorfor sygefraværet blandt de omkring 24.000 medarbejdere er for højt. Derfor har de ti procent, der står for over halvdelen af sygefraværet, nu fået et anonymt spørgeskema.

For at bekæmpe det høje sygefravær vil Region Syddanmark nu have svar på, hvorfor medarbejderne melder sig syge. Det skriver JydskeVestkysten.

Derfor bliver den gruppe medarbejdere, der tegner sig for størstedelen af fraværet, nu bedt om at svare på et anonymt spørgeskema, hvor de skal krydse omfanget og karakteren af sidste års fravær af i små bokse.

2315 medarbejdere i Region Syddanmark, svarende nøjagtigt til de ti procent, der i 2011 tegnede sig for 60 procent af fraværet, har for nylig modtaget et sådant spørgeskema.

– Det er meget svært at lave en indsats, der passer, når man ikke ved, hvad det er for et problem, man skal løse, siger regionsdirektør og formand for hovedudvalget i Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen til JydskeVestkysten.

Det overordnede mål fra Region Syddanmark er at nedbringe sygefraværet med et procentpoint – fra 5,1 procent til 4,1 procent inden 2015.

I spørgeskemaet skal medarbejderne svare på spørgsmål som »hvad var de væsentligste årsager til dit sygefravær i 2011?« og »hvilke indsatser tror du, kunne have hjulpet dig bedre eller hurtigere tilbage i job?«

Hos Dansk Sygeplejeråd (DSR) ser man positivt på det nye initiativ, som ikke har været afprøvet i andre regioner.

– Det handler om, hvad kontakten skal bruges til. Hvis den skal bruges til at sortere de mest syge fra hurtigst muligt, så de ikke belaster økonomien, så er det en dårlig vej. Men den her vinkel, som er mere forebyggende og omsorgsfuld, synes jeg er positiv, siger John Christiansen, kredsformand for DSR i Syddanmark.

BNB