Alt for få vil passe børn. Sådan oplever hver fjerde institutionsleder det. Og det er især i hovedstaden, at det er svært at rekruttere pædagoger.

Ubesatte pædagogstillinger er en del af mange institutionslederes hverdag. En ny undersøgelse fra BUPL, fagforening for pædagoger og klubfolk, viser, at hver fjerde institutionsleder oplever, at det er svært at rekruttere nyt personale.

Og problemet er størst i hovedstaden, hvor halvdelen af institutionslederne oplever, at det er svært at besætte ledige stillinger.

Problemet med at få ansat tilstrækkeligt personale har fået forældrebestyrelsen i Børnehusene i Farum til at tage alternative metoder i brug. Forældrene har simpelthen indrykket deres egen jobannonce i den lokale avis, Værløse Nyt.

- Vi er selvfølgelig kede af, at det er nødvendigt, men stillingerne har været slået op længe, og vi mener ikke, at kommunens måde at annoncere på giver ansøgere nok, siger formanden for forældrebestyrelsen i Børnehusene, Nadia El-Salanti, til Værløse Nyt.

Ifølge BUPL's undersøgelse mener hver syvende institutionsleder, at en højere løn vil løse problemet.

/ritzau/