Danske sygehuse er tvunget til at lave nødplaner og aflyse undersøgelser på nuklearmedicinske afdelinger. Der er opstået mangel på et vigtigt radioaktivt stof.

Sygehuse i store dele af verden er akut ramt af mangel på et radioaktivt stof, som anvendes til at diagnosticere en række kræftsygdomme og andre alvorlige sygdomme.

I Danmark er der mere end 20 afdelinger, der benytter sig af radioaktive stoffer til diagnosticering. Og de mærker alle, at der er opstået en akut mangel på det radioaktive sporstof 99m-technetium. Det vurderer overlæge på Nuklearmedicinsk Afdeling på Skejby Sygehus Michael Rehling.

På Skejby Sygehus har her man til formiddag ikke kendskab til hvor meget stof, man kan forvente at få leveret i denne og næste uge. Derfor kender man endnu ikke de fulde konsekvenser.

- Her er det i høj grad undersøgelser af hjertepatienter, hvor der er mistanke om åreforkalkning, som er ramt. Dem kan vi i øjeblikket ikke undersøge i fuldt omfang. Vi sidder med nødplaner og må aflyse patienter. Desværre også patienter, som i forvejen har måttet vente ret længe, siger Michael Rehling til Ritzau.

Ifølge Göteborg-Posten leverer tre atomkraftværker stoffet. To af værkerne er midlertidigt lukket på grund af servicetjek, og det tredje, som ligger i Holland, har i sidste uge lukket reaktoren af sikkerhedsgrunde.



/ritzau/