Søren Ryge, ring til os og læg geværet i skuffen!« Så klart lyder meldingen fra Michael Christiansen, direktør for Kattens Værn.

Hos dyrerettighedsorganisationen Kattens Værn er man ikke begejstret over Søren Ryges planer om at skyde en herreløs kat.

- Det er jo ikke særlig nuanceret bare at gå ud at skyde en kat. En herreløs kat er jo dybest set en kat, der er blevet væk hjemmefra. Den skal indfanges, så man kan se om den er mærket med chip eller øremærke. Hvis den er herreløs og tam, så skal den jo indbringes til et internat, så den kan få sig et nyt hjem. Man kan ikke bare gå rundt og skyde de katte, man ikke bryder sig om, lyder det fra Michael Christiansen.

For organisationen er det vigtigt, at man fanger kattene og tjekker, at det virkelig er en vildtlevende kat, der er tale om. Derefter bliver katten bedøvet, før den får en sprøjte, som den dør af. Samtidig er der vigtige overvejelser man bør gøre sig, før man afliver en kat.

De får killinger

- Et af problemerne er, at sådan nogle vildtlevende katte, de får også killinger. Så man skal være helt sikker på, at det ikke er en mor, man skyder, så man ikke har fem killinger, der ligger og dør et eller andet sted. Der er mange overvejelser, og det er derfor, vi godt kan lide at have katten i hånden, så vi kan se, at det er okay at aflive den, forklarer Michael Christiansen.

Derfor er meldingen klar, når det kommer til Søren Ryges projekt om kattens død:

- Jeg vil opfordre ham til at gøre det på den helt klassiske måde, hvor han lægger geværet ned i skuffen og lader os gøre arbejdet i stedet for, slutter Michael Christiansen.