- Vi vil ikke spille sangen på cd. Men læg 1.000 kroner i en lukket kuvert før begravelsen, så synger kirkesangeren jeres sang.

Sådan var beskeden fra Frederikssund Kirke, da en familie i forrige uge skulle begrave en ældre slægtning, det skriver lokalavisen.dk.

Den ældre kvinde havde ifølge lokalavisen.dk en yndlingssang - 'En dejlig dag' - som datteren ønskede skulle synges som en sidste hilsen.

Men præsten afslog imidlertid at sætte den medbragte cd på kirkens anlæg og henviste i stedet til kirkesangeren. Men selvom kirkesangeren alligevel var på arbejde og derfor altså fik løn for at synge i kirken, blev familien afkrævet 1000 kroner for at få afsunget to vers af sangen.

Pengene blev familien bedt om at lægge i en kuvert på kirkesangerens klaver forud for begravelsen.

- Vi er jo både medlem af Folkekirken og betaler vores kirkeskat. Kirkesangeren får jo alligevel løn for at være der. Men det er jo ikke noget, man diskuterer, når det er det sidste ønske, siger den afdødes barnebarn til lokalavisen.dk.

Formand for Menighedsrådet Brian Gydesen udtrykker overfor lokalavisen.dk undren over, at pårørende på den måde kan komme ud for at skulle lægge 1.000 kroner i en lukket kuvert før begravelsen.

Biskop Lise-Lotte Rebel fortæller til lokalavisen.dk, at det ikke er første gang hun har hørt om den slags ekstraregninger, og hun anbefaler, at familien klager direkte til hende, hvorefter hun vil se på sagen.