DSB planlægger stor fyringsrunde, oplyser fagforening. Vil ramme togtrafikken efter nytår, lyder det.

DSB står over for en omfattende fyringsrunde. Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Ulrik Salomonsen, oplyser, at DSB vil fyre mellem 234 og 544 lokoførere, og mellem 70 og 500 togførere og stationsbetjente.

- Jeg blev bekendt med den forestående fyringsrunde på valgdagen, men ikke ad de sædvanlige kanaler, siger Ulrik Salomonsen, der er sammen med sine nordiske kolleger i Sønderborg for at drøfte beskæringen inden for togtrafikken.

En anden kilde siger til Ritzau, at tallene på op mod 1000 fyringer stammer fra en uvildig undersøgelse, som Transportministeriet har bestilt i kølvandet på uroen omkring DSB First. Underskuddet i dette selskab har skabt et hul på flere hundrede millioner i DSB's kasse.

Af undersøgelsen skulle det også fremgå, at der findes en overkapacitet i DSB, når man sammenligner med togdriften i andre lande.

Ifølge Ritzaus oplysninger har DSB's ledelse angiveligt oplyst de faglige organisationer, at afskedigelser næppe kan undgås. DSB's ledelse skulle imidlertid heller ikke mene, at det kan lade sig gøre at fyre så mange medarbejdere, som undersøgelsen lægger op til.

Og det vil få konsekvenser for passagerne, hvis der skal fyres omkring 1000 ansatte i DSB, advarer Dansk Jernbaneforbund.

- Det her kan slet ikke komme til at fungere. Lokoførerne har i forvejen 35 årsværk til gode for ikke afholdt frihed efter overarbejde, siger formanden for Dansk Jernbaneforbund Ulrik Salomonsen.

Han vurderer, at hvis tallene står til troende, kan under halvdelen af togtrafikken gennemføres som hidtil efter nytår.

/ritzau/