DMU og seks andre forskningscentre i EU vil samarbejde om, hvordan vi skaffer viden for at tilpasse os det ændrede klima.

Syv førende miljøforskningscentre i Europa forener nu kræfterne for at skaffe mere koordineret viden om, hvordan vi håndterer udfordringerne fra fremtidens klimaændringer.

Blandt de syv er Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) under Aarhus Universitet. På DMU er man god til forskning på tværs af fagdiscipliner og metoder, siger projektchef Hans Christensen.

- Hvor store skal kloaksystemerne være, regner det mest i Horsens eller Nordsjælland, kan vi dyrke de afgrøder, vi plejer, er det rødgranen, der forsvinder, skal vi dyrke skoven anderledes, får vi flere skovflåter?, og så videre. Vi har en masse eksperter inden for natur, miljø og bioteknologi, og nu skal vi vise, hvad vi kan udrette inden for det europæiske netværk, siger Hans Christensen.

Klimaforskningen skal finde sted inden for rammerne af PEER, et samarbejde om miljøforskning siden 2001. Foruden Danmark er Holland, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Finland og EU's forskningsinstitut IES i Italien med.

/ritzau/