Færre turister og langt færre tyskere i sommerhusene - dansk turisme og sommerhusudlejning har haft en hård sommer.

Der var i august både færre overnattende turister i Danmark og færre gæster i de danske sommerhuse - især tyskerne svigtede feriehusene. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.

For hele højsæsonen ligger overnatningstallene 6,4 procent lavere end sidste år. Der har været fire procent færre danske overnatninger og knap ni procent færre fra udlandet. Feriehusbranchen ligger godt ti procent lavere end året før.

I organisationen VisitDenmark ser man med alvor på udviklingen og understreger, at branchen må stå sammen om nye satsninger.

- Der er ingen tvivl om, at det trods mange gode initiativer har været en hård sommer for dansk turisme. Finanskrisen og valutakurser har kostet dyrt, hvilket man i øvrigt ser i det meste af Europa, siger Lars Erik Jønsson, direktør i VisitDenmark.

For sommerhusene betød august en tilbagegang på hele 21 procent i gæster, og målt på årets første otte måneder ligger man 11 procent lavere end året før. Dette kommer oven i en tilbagegang i 2008 i forhold til 2007.

- Hvis ikke der gøres noget nu, risikerer vi at ødelægge feriehusturismen, siger Carlos Villaro Lassen, direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening.

Han efterlyser, at bundfradraget for sommerhusudlejning forhøjes. Desuden ønsker han en styrket markedsføring af Danmark og en bedre koordinering af turismeindsatsen.

Carlos Villaro Lassen peger på, at færre udlejede feriehuse betyder lavere omsætning hos blandt andet købmænd, restauranter og forlystelser.

/ritzau/