I anledningen af  kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kobberbryllup har Kongehuset lavet et nyt frimærke, der udsendes via det grønlandske postvæsen, Tele-Post.

Og det er der egentlig ikke noget opsigtsvækkende ved.

Men i Australien morer man sig bravt over det nye frimærke, hvor kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og deres fire børn Christian, Vincent, Isabella, og Josephine er klædt i grønlandsk tøj.

Hos det australske medie news.com.au skriver man med en god portion humor, at den egentlige vinder på billedet er 11-årige Christian, fordi han har været så smart at gemme sig bag sin søster.

'Den rigtige vinder på billedet er 11-årige Christian, der har lykkedes med at gemme sig bag sin søster. Godt træk, Christian. Med et sådan strategisk træk fortjener du at være arving til tronen,' lyder det blandt andet i artiklen med overskriften 'Den danske royale familie har udgivet et nyt frimærke... og det er særdeles morsomt'.

Ligesom kronprinsesse Mary med en vis form for sarkasme bliver rost for at være i stand til at bære 19 forskellige mønstre på en gang.

Afslutningsvis erkender mediet dog, at man aldrig har hørt om britiske prins Charles komme til skade i en trampolinulykke, hvorfor den danske kongefamilie stadig står tilbage som foretrukne royale familie.

Frimærkechef: God anledning til at trække i vores nationaldragt

Den danske kongefamilie er velset i Grønland, og derfor var det også oplagt, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary og deres fire børn trak i grønlandsk tøj i forbindelse med det nye frimærke.

»Vores kronprins er umådeligt populær i Grønland. Det så vi ved hans seneste besøg i 2014, der var en regulær folkefest. Det var derfor helt logisk, at vi ønskede at lave et frimærke med hans familie,« siger Allan Pertti Frandsen, der er frimærkechef hos det grønlandske postvæsen Tele-Post, til BT og tilføjer.

»Vi har fået rigtigt mange henvendelser fra medier fra hele verden. Specielt fra Australien har der været meget fokus på udgivelsen.«

Med det nye frimærke håber man, at folk vil sende et ekstra brev, og allerede nu har man oplevet en kæmpe efterspørgsel fra både ind- og udenlandske samlere på det nye frimærke.

Foto: Steen Brogaard
Vis mere

»Vi er stolte af, at kongefamilien har set det som en god anledning til at trække i vores nationaldragt. Vi ved jo, hvordan de binder rigsfællesskabet sammen.«

Frimærket bliver solgt i Danmark ved to anledninger.

Den éne er ved Birkerød Frimærkeklubs 25-års jubilæum d. 5-6 november. Den anden er ved Frimærke, Brev & postkortmessen på Hotel Radisson Blu på Frederiksberg ligeledes d. 5-6. november. De forventer, at frimærkerne bliver revet væk.