Ved du mere om sagen eller kender du til lignende oplevelser? Så hører vi meget gerne fra dig. Skriv en mail til 1929@bt.dk eller send os en besked på Facebook.

Sidste skoledag er normalt en festdag for 9. klasser over hele landet. Som traditionen foreskriver skal udklædte elever kaste karameller til resten af skolen, mens der normalt også bliver plads til drillerier i form af buksevand og angreb med vandpistoler.

Men på en skole i Risskov fik drillerierne en noget grovere karakter, idet eleverne inden selve dagen udfærdigede en såkaldt ’dødsliste’ over personer, der havde gjort sig ’særligt bemærket’ og som de i særlig grad ville gå efter på dagen. Af hensyn til de yngre elevers trivsel valgte Strandskolen i Risskov derfor at barbere årets sidste skoledag for 9. klasserne så kraftigt ned, at den sluttede allerede efter 30 minutters karamelkast. Kl. 9 måtte eleverne så forlade matriklen og fortsætte fejringen i Botanisk Have i Aarhus.

Oprindeligt skulle dagen ellers være gået med den klassiske karameljagt efterfulgt af en revy, som eleverne selv havde stået for, samt en fodboldkamp.

Det har ifølge en elev og dennes mor, som BT har talt med, gjort både elever og forældre vrede. De mener at skolen har ødelagt børnenes store dag og sammenligner det med en aflysning af julen.

Men for konstitueret skoleleder ved Strandskolen i Risskov Jesper Kousholt vejer de resterende elevers trivsel tungere end skuffelsen hos de elever, der har set frem til den store dag i 10 år.

»Det er nedværdigende for dem, det går ud over. Vi betragter det som mobning, og det skal ikke finde sted,« siger Jesper Kousholt, som blev bekendt med ’dødslisten’, da en lærer fandt et glemt eksemplar i en kopimaskine.

Han fortæller, at det var en oversigt over navngivne personer, som skulle rammes ekstra hårdt på dagen. Listen skulle bl.a. have omtalt lærere samt elever og deres forældres udseende og personlighed og budt på ’grimt, truende og uhensigtsmæssigt’ sprogbrug.

Artiklen fortsætter under listen.

BT blev opmærksom på sagen, da en elev henvendte sig for at fortælle om beslutningen, som eleverne finder stærkt urimelig.

’Dødslisten’ er en gammel tradition på flere folkeskoler – også Strandskolen, siger eleven, som BT har talt med – og hvert år forbyder skolen oversigten. Men der har aldrig tidligere været konsekvenser, fortæller eleven, som mener at der blev slået urimeligt hårdt ned på listen, som ’kun er for sjov’.

Jesper Kousholt kan ikke kommentere på, hvordan man tidligere har håndteret 'Dødslisten', da han kun har været ansat siden januar, men han understreger, at uanset tidligere procedurer står han fast ved, at traditionen er dybt krænkende og skal stoppes.

»Det er selvfølgelig beklageligt, at vi må skride til den konsekvens, og det er bestemt ikke mit ønske at ødelægge nogens dag, men her på skolen vægter vi altså trivsel højest,« siger han til BT.

Efter offentliggørelsen af listen modtog han flere henvendelser fra bekymrede forældre, hvis børns navne optrådte på listen. Ifølge BTs oplysninger skulle det dreje sig om elever helt ned til 6. klasse.

»Jeg er bekendt med, at der er forældre og elever, der er skuffede over ændringen i programmet, men på samme måde er flere elever og forældre glade for, at skolen ikke accepterer mobning og uacceptabel adfærd.«