3F-formand Poul Erik Skov Christensen opfordrer lørdagens demonstranter i Vejle til at ignorere eventuelle provokationer og undgå slagsmål i gaderne.

Politi og arrangører regner med, at demonstrationen mod Vejlegården lørdag kommer til at forløbe stille og roligt. Men 3Fs formand frygter, at folk fra den yderste højrefløj kan få lyst til at blande sig og forsøge at starte uroligheder.

- Der er mange kræfter, der i de her uger blander sig i situationen omkring Vejlegården. Også kræfter på den ekstreme højrefløj i Danmark. Det er desværre set før, at disse kræfter ikke ønsker at demonstrationer afvikles »pænt og ordentligt«. Tværtimod synes målet at være at skabe tumult og ballade, skriver Poul Erik Skov Christensen på Facebook.

LÆS OGSÅ: 

Derfor opfordrer fagforeningsbossen demonstranterne til væbne sig med tålmodighed og en god portion tolerance og overbærenhed, inden de griber den røde fane og bevæger sig ud i Vejles gader.

- Bliver i provokeret også på det groveste, så lad være med at tage handsken op, lad tosserne skabe sig og politiet tage affære.

Poul Erik Skov Christensen understreger, at alle, der medvirker i demonstrationen har et ansvar for, at den forløber stille og fredeligt.

- Faglig kamp er ikke slagsmål i gaderne. Og det skaber ikke sympati for den vigtige sag, demonstrationen sætter fokus på, skriver 3F-formanden.

Demonstranterne startede turen gennem Vejle klokken 13. Demonstrationen ender på 3Fs område ved Restaurant Vejlegården.