Cykelkommentator Jørgen Leth ser lyst på fremtiden efter Lance Armstrongs indrømmelser.

Lance Armstrong. Det er navnet på vel nok én af sportsverdens største løgner gennem tiderne. Det blev slået fast natten til fredag dansk tid, hvor hovedpersonen selv afslørede en del af de løgne, som han har bygget op siden starten af 90erne

Ifølge cykelekspert og - kommentator Jørgen Leth så er det en epoke, der nu er slut.

- Det er en fantastisk historie at se til ende. Det er jo godt, at han selv er ved at lukke den. Det klæder ham kun godt i stedet for, at han hænger derude i løgnene, siger Jørgen Leth.

Selv har Jørgen Leth glædet danske cykelfans gennem mange år med sin dækning af blandet andet Tour de France, og selvom han fandt Lance Armstrongs kvaliteter på jernhesten for fascinerende, så er det kun glædeligt, at han nu står frem.

-  Jeg synes, at han får sat rigtig mange brikker på plads i sin erkendelse overfor Oprah (Winfrey, red.) som, jeg synes, lavede et fint stykke arbejde. Hun var velforberedt og havde lavet sin egen research. Der kom meget ud af det, og det var da en lettelse for os, der har fulgt sporten og som ikke vidste, hvad vi skulle tro på. Så det var godt, at han, som den store løgner, han jo er, selv ønsker at stå frem, siger Jørgen Leth.

Løgnene er afsløret, og nu begynder et større oprydningsarbejde efter de huller, som Lance Armstrong har efterladt. Men overordnet set er det kun positivt, at Lance Armstrong står frem, mener Jørgen Leth.

- Heldigvis er der kun positive konsekvenser for cykelsporten. Jeg synes, der er ryddet en stor sten af vejen. Det var noget, der kunne blokere, hvis Armstrong ikke selv trådte frem. Nu synes jeg, at den her sag blandt andet har vist - og det siger han jo selv - at dopingbekæmpelserne i dag har stor virkning. Så nu er en større mafia væk, og jeg tror, at man kan se med større optimisme for cykelsporten fremover.