Trods sine 42 år overvejer den pensionerede stjernebokser Oscar De La Hoya et comeback til boksningens verden, og han vil have Floyd Mayweather som modstander.

Amerikaneren Oscar De La Hoya har ikke bokset en professionel kamp, siden han i 2008 tabte til filippinske Manny Pacquiao, men en pause på syv år er tilsyneladende ingen hindring for "The Golden Boy". De La Hoya er i fysisk god form og mere motiveret til at kæmpe end nogensinde før. Det fortæller han til amerikanske ESPN.

Han understreger dog, at et comeback kun kan komme på tale, hvis han får stillet en af verdens bedste modstandere i sigte:

»Det skal være ulemperne værd, men det er meget seriøst det her. Jeg vil være sikker på, jeg kæmper mod de allerbedste. Jeg kommer ikke tilbage til sporten af finansielle grunde eller for spotlyset og glamouren. Den eneste grund til, at jeg kunne overveje et comeback, er, at jeg savner at konkurrere på det bedste niveau.«

I et interview med det amerikanske medie slår De La Hoya fast, at chancerne for et comeback cirka er "50-50".

»Jeg har aldrig haft det bedre, end jeg har nu fysisk, følelsesmæssigt og mentalt, for jeg har ikke rørt alkohol, i jeg ved ikke hvor længe. Jeg træner. Jeg har det godt. Men det skal være ulemperne værd,« siger han.

The Golden Boy sluttede karrieren med en anstændig 39-5 (30 KO) record, men endte i tiden efter boksningen i et alkohol- og stofmisbrug. Det er han ude af nu og melder sig derfor klar til at kæmpe igen. Modstanderen, De La Hoya helst vil møde, er den ubesejrede Floyd Mayweather, der i 2007 slog amerikaneren med de mexicanske rødder ved en splitdecision.