Herning og København kommer til at syde i februar. Danmarks-historiens største motorcykelshow er på vej til København og Herning.

Med B.T. som messe-partner går det løs i Tappehallerne i Hellerup 1. til 3. februar 2008. Ugen efter i Messecenter Herning. Med et festfyrværkeri af nyheder og underholdning som aldrig før set på vore breddegrader.

Løjerne og alvoren starter i Tappehallerne i Hellerup. Ugen efter fragtes tusindvis af maskiner på 60 lastvognstog til de fem kæmpe-haller i Messecenter Herning.

Sidste år slog MC Show alle rekorder. Mere end 50.000 mennesker besøgte udstillingerne. Alt tyder på, at succesen i år bliver endnu større. Motorcykler har grebet rig og fattig. Ung og gammel.

- Motorcyklismen er i så voldsom en udvikling, at det næsten er blevet et problem for arrangørerne. Allerede nu har vi 10 pct. flere udstillere end sidste år. Og det er især fra livsstils-fronten, at den eksplosive interesse kommer, siger Lars Green fra ASP Event.

Motorcyklisme er verdens hurtigst voksende fritidsbeskæftigelse. Med en international vækstrate på ca. 13 pct. årligt slår motorcyklerne alt andet. Inklusive golf.

MC-fartbøllen er død
Samtidigt skifter motorcyklismen ansigt. De hurtige sportsmaskiner er på retur. Touring-maskinerne til langtur og tærræn-oplevelser vinder frem. Entusiasterne gider ikke længere køre ekstremt stærkt. De vil hellere nyde at udforske verden.

Fartbøllen er ved at være fortid i MC-sammenhæng.

Men selv om du ikke lige står og mangler en MC, er der masser af sjov og underholdning i Herning og Hellerup.

Arrangørerne kårer årets flotteste motorcykel i diverse kategorier. Street-fightere, costum-maskiner, Harley’er, veteran-maskiner og som noget helt nyt top-stylede scootere. Det sidste i erkendelse af, at der er opstået en ungdoms-kult omkring ombyggede scootere.

Har du noget interessant at vise frem, kan du tilmelde dig konkurrencerne hos Søren Winkler på tlf. 4063 3623.

For mandschauvinisterne (og skabs-mandschauvinisterne) kan vi oplyse, at der også masser af flotte piger i Hellerup og Herning. F.eks. kåres årets frækkeste MC-pige. En slags striptease, hvor der lægges mere vægt på fantasi end på lummer sex. Der er også undertøjsshow, modeshow med mc-tøj og en hel masse andet. Vi tror, at det bliver rigtigt festligt.

Mere om Danmarks største MC-messe de kommende uger i B.T.