Hvis du skal ud denne aften, så kan det være en god idé at huske at tage en paraply og noget regntøj med.

Der er nemlig risiko for skybrud i flere dele af landet.

Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut.

Af den grund har vejrinstituttet udsendt en risikomelding om lokale skybrud - hvor der kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på en halv time - gældende fra klokken 17:00 til 22:00.

Meldingen gælder for flere egne af landet:

Særligt i Sønderjylland, på Fyn, på Sjælland og Lolland-Falster.

Udover risikomeldingen om lokale skybrud har DMI tidligere søndag også udsendt et varsel om vindstød af stormstyrke flere steder omkring den jyske vestkyst fra natten til mandag.

På Twitter beskriver DMI selv situationen som 'usædvanlig':

'En usædvanlig vejrsituation: I aften risiko for skybrud i den sydlige og østlige del af landet. I nat opklaring fra vest med vestlig kuling, som i Nordvestjylland kan nå stormende kuling med vindstød af stormstyrke,' lyder det.

Regnen kommer til landet som følge af nogle byger, som er blevet dannet over Holland og Nordtyskland. De driver de kommende timer op over landet - og de går i land i Sønderjylland, før de bevæger sig videre hen over Fyn og Sjælland.

»Det er det, vi har fokus på. De her byger kan - antyder vores prognoser - lokalt give skybrud,« fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI, Thyge Rasmussen, til B.T.

Det er ikke til at sige, hvor de lokale skybrud præcist kan ramme - og det er heller ikke sikkert, det vil regne så meget, at det ender med at udvikle sig til skybrud.

»Det er derfor, vi 'kun' kalder det en risikomelding, for det er ikke sikkert endnu, om de kommer, men der er en risiko for det,« forklarer Thyge Rasmussen.