En brasiliansk mand holdt sin kone indespærret i kælderen, mens han selv levede med sin elskerinde i huset oven over.

Konen sad spærret inde i kælderen, mens manden levede med sin elskerinde i huset oven over.

Brasiliansk politi har netop har anholdt den 64-årige Joao Batista Groppo, fordi han holdt sin kone som fange.



Det skriver flere udenlandske medier - blandt dem Telegraph.

Politiet undersøgte mandens hus efter et anonymt tip fra naboer, der havde hørt gråd fra kælderen.



De fandt den 64-årige Sebastiana Aparecida Groppo siddende på en beton-seng i en muggen kælder uden tøj, lys eller ventilation.

Hr. Groppos kæreste blev også anholdt.

- Det var horribelt. Der var hunde og andre dyr, som gik frit rundt i baggården samtidig med, at den gamle dame var indespærret i det lille rum, bag gitter og hængelås, sagde en politikvinde ifølge den norske avis VG efter at have besøgt huset. 

Til politiet har Groppo forklaret, at han låste sin kone inde, fordi han var mentalt syg og aggressiv, men politiet siger, at konen virker som en rolig kvinde.
 
Nu er Groppo og hans kæreste sigtet for frihedsberøvelse, som i Brasilien kan straffes med mellem to og otte års fængsel.

Ægteparrets søn er også sigtet i sagen. Politiet mener, at han har vidst, at moderen var indespærret.

- Han forsøgte at overbevise faderen, men han siger, at det var umuligt at overtale ham. Derfor kan han nu blive sigtet for ikke at have hjulpet en, som trænger til hjælp, siger politiinspektør Jaqueline Barcelos Coutinho.

I begyndelsen forklarede Groppo, at han havde holdt konen indespærret siden 1995, men nu har han ændret forklaring og hævder, at konen 'kun' har siddet i kælderen siden 2003.

Den 64-årige hustrus tilstand skulle være god efter omstændighederne. Hun bor nu hos en slægtning.