Kunstneren Jens Haaning skal betale knap en halv million kroner tilbage til museet Kunsten i Aalborg.

Pengene havde han lånt til kunstværket 'Take the Money and Run', og han ville ikke levere dem tilbage, da han mente, at tyveriet udgjorde selve kunstværket - men det var Kunsten altså ikke tilfredse med.

Og nu må Jens Haaning betale tilbage. Det har Københavns Byret denne mandag afgjort.

Kunstneren havde modsat præsenteret et krav på 550.000 kroner over for Aalborg-museet Kunsten.

Museet havde, mente han, krænket hans ophavsret, ved at stille billeder af værket 'Take the Money and Run' til rådighed på forskellig vis.

Kunsten ville derimod have deres penge tilbage - og nu har de altså fået tilkendt at skulle have næsten det fulde beløb igen.

Retten har besluttet, at det oprindelige beløb skal fratrækkes 40.000 kroner, som skal udgøre et kunstnerhonorar og et visningsvederlag, fordi udstillingen blev gennemført med de tomme rammer.

Jens Haaning lånte nemlig 532.549 kroner, der som kontanter skulle indgå i to kunstværker.

Men da museet modtog værkerne fra Haaning den 22. september 2021, fik det to tomme billedrammer uden pengesedler i.

»Jeg diskuterede det med mig selv. Først sagde jeg: 'Jens, det gør du simpelthen bare ikke - tager deres penge. Men jeg havde på fornemmelsen, at der var et kunstværk i at gøre det,« har Jens Haaning fortalt i retten.

Museet havde derfor sagsøgt Jens Haaning for at have brudt den oprindelige aftale. 

Den indebar levering af to værker, som ved indramning af kontanter skulle illustrere en årsindkomst i Danmark og en ditto i Østrig.

Men i processen kom Jens Haaning frem til, at han ville lave et helt andet værk. Et værk, som skulle illustrere de dårlige arbejds- og lønforhold, han selv havde som kunstner.

Da Kunsten modtog de tomme rammer, valgte man alligevel at udstille dem.

Det selv om man altså på de indre linjer ikke mente, at man havde fået, hvad man havde bestilt, og at man var i strid med Haaning om, hvad der skulle ske.

Til DR har Jens Haaning udtalt, at han umiddelbart ikke tænker, at han vil anke dommen. 

Han har dog også udtalt, at han ikke har pengene, der nu skal betales tilbage.