Kronprinsparrets børn skal i begyndelsen af 2020 på et kortere skoleophold i Schweiz, bekræfter kongehuset.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, skal næste år på et skoleophold i Schweiz.

Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for avisen.dk.

Hun fortæller ifølge avisen.dk, at det er planen, at kronprinsparrets fire børn i begyndelsen af det nye år skal deltage i et kortere skoleforløb på en international skole i Schweiz.

Lene Balleby ønsker ikke at oplyse yderligere detaljer på nuværende tidspunkt.

Det gælder blandt andet, hvor i Schweiz skoleopholdet skal foregå, skriver avisen.dk.

Prins Christian er 13 år, mens prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år.

51-årige kronprins Frederik har selv gået på en skole i udlandet som barn.

Fra 1982-1983 var han kostskoleelev på École des Roches i Frankrig. Her havde han selskab af sin lillebror, prins Joachim.

Kronprins Frederik oplevede til tider en hård tid på skolen i Frankrig. Blandt andet fordi han blev sat i en klasse med meget dygtige elever, og hvor undervisningen var tilrettelagt på deres præmisser.

- Nogle af fagene var ikke så nemme for mig. Latin, for eksempel.

- Det havde vi aldrig før haft, og det kørte på et helt andet højt niveau end det, der svarede til den danske niende klasse dengang, siger kronprins Frederik i portrætbogen "Under bjælken" fra 2017.

- Oplevelsen med kostskolen i Frankrig var ikke dårlig, men det var barskt, fordi du var solo, siger kronprinsen i samme bog.

Kronprinsen fortæller i bogen, at han under opholdet i Frankrig havde stor støtte af prins Joachim.

/ritzau/