Han er blandt de mest kontroversielle personer i den russiske føderation. Og de seneste uger er rygterne om ham gået amok.

Er han død? Er han døden nær? Er han blevet forgiftet? Har han begravet sin personlige læge levende?

Det er nærmest som at følge en lidt for urealistisk tv-serie, når man læser om den tjetjenske præsident Ramzan Kadyrov på sociale medier i disse dage.

Den 46-årige leder af den kaukasiske republik er gentagne gange meldt døden nær de seneste år.

For få dage siden skete det igen.

Her kunne Ukraines efterretningstjeneste beskrive, hvordan Kadyrov var alvorligt syg og lå i koma.

Dagen efter blev der så offentliggjort en video på Kadyrovs egen Telegram-kanal, hvor han gik rundt på gaden – og dermed afviste at være i koma.

Men det har ikke betydet, at rygtestrømmen er blevet mindre.

Den har også nået et par danske eksperter, som undrer sig.

»Jeg ved ikke, hvad der er galt med Kadyrov. Men der er noget, som indikerer, at der er noget galt med ham. Der har været rygter længe,« siger studielektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen til B.T.

På pro-ukrainske sociale medier er det nærmest blevet en hobby at følge Kadyrov og hans soldater nært. 

Kadyrovs udseende har ændret sig i løbet af de seneste måneder, hvor han pludselige så en del mere rundkindet ud. Der har floreret rygter om, at han har alvorlige problemer med nyrerne.

Ramzan Kadyrov i maj 2023.
Ramzan Kadyrov i maj 2023. Foto: Tatiana Barybina/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Når det gælder krigen i Ukraine har Kadyrovs såkaldte 'TikTok'-krigere fået stor opmærksomhed for deres ofte teatralske krigsvideoer på sociale medier. 

Selvom videoerne ofte er lækkert produceret, har de sjældent noget med rigtig krig at gøre.

»Jeg ser ham som en anden slags Prigozjin, som er god i medierne,« siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet.

»Så de rygter om hans død eller alvorlige sygdom er selvfølgelig interessant for medierne. Men om han lever eller dør, ændrer ikke noget for krigen i Ukraine,« uddyber han.

Ramzan Kadyrov har i en årrække været en nær allieret til den russiske præsident, Vladimir Putin. Og han har formået at skabe sig et navn. Både i Rusland og i Vesten.

Det forstår Claus Mathiesen godt.

»Kadyrov har gjort sig fortjent til den opmærksomhed. Hans soldater har haft travlt med at promovere ham og sig selv på sociale medier,« siger han.

At Kadyrov på det seneste igen bliver meldt svækket og muligvis alvorligt syg – måske endda forgiftet – tyder dog for Claus Mathiesen på, at Putin er i gang med at markere sig.

Ikke nødvendigvis fordi han er ved at slå den tjetjenske præsident ihjel. 

Vladimir Putin til møde med Ramzan Kadyrov i marts måned.
Vladimir Putin til møde med Ramzan Kadyrov i marts måned. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er mange af de store kritikere af krigen i Ukraine og det russiske styre, som Putin har markeret sig mod. Igor Girkin er i fængsel, Prigozjin er stadig død og Kadyrov er blevet mere stille. Putin er ved at vinde den interne informationskrig,« siger han.

Umiddelbart er der dog ikke noget, der tyder på, at Kadyrov ligger for døden. På Telegram er han aktiv dagligt. 

Senest har han kommenteret en historie om hans søn, der tog til et fængsel i Rusland og tævede en fange, der havde vanhelliget Koranen.

I opslaget deler Kadyrov en video, hvor overfaldet finder sted.

»Uden at overdrive, ja, jeg er stolt af Adams handling,« skriver Ramzan Kadyrov om sin søn.