Hvis russiske tv-seere spotter Vladimir Putin optræde i medierne, kan de ånde lettet op: For præsidenten kommer med al sandsynlighed ikke med dårligt nyt.

Anderledes forholder det sig imidlertid, når militærfolk som forsvarsminister Sergej Sjojgu og general Sergej Surovikin, som er øverstbefalende for Ruslands styrker i Ukraine, toner frem på skærmen.

Det var nemlig Sjojgu og Surovikin, som 9. november kunne overbringe og forklare nyheden om, at Ruslands tropper havde trukket sig tilbage fra Kherson. Det fortæller Associated Press.

Samtidig var Vladimir Putin på rundtur på et hospital i Moskva, og senere på dagen holdt han tale ved et andet offentligt arrangement – uden at nævne Ruslands ydmygende tilbagetrækning med ét eneste ord.

Og den linje har præsidenten fastholdt i dagene efter.

Dårlige nyheder synes Vladimir Putin at lade andre om at fortælle.

»Han har tydeligvis truffet en strategisk beslutning, som skærmer ham fra ulykkerne, og dermed skyder han skylden på andre end sig selv,« siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, til B.T.

»Han lægger afstand mellem fiaskoerne og sig selv. Det er en almindelig strategi, som vi også ser hos danske politikere,« konstaterer han.

Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen.
Forsvarsekspert Peter Viggo Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Tidligere på efteråret havde Vladimir Putin ellers været vært for en storslået ceremoni i Kreml, hvor man formaliserede annekteringen af Kherson-, Luhansk- og Donetsk-regionerne.

»Vi har set, at Putin har fyret officerer i en lind strøm, og udviklingen i Ukraine har givet en ret ophedet diskussion, hvor vi blandt andet har set lederen af Wagner-gruppen udtrykke sig utroligt kritisk omkring de væbnede russiske styrker,« forklarer Peter Viggo Jakobsen.

Han mener imidlertid ikke, at Vladimir Putins strategi skyldes, at krigen i Ukraine er blevet upopulær på hjemmefronten. Det har den været længe.

»Putin ved godt, at krigen er dybt upopulær, og derfor har man forsøgt at skærme den kernerussiske middelklasse fra den store mobilisation af soldater, som man har gennemført,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Man har i stedet forsøgt at mobilisere fra de yderlige regioner, hvor der er et større antal af etniske minoriteter, pointerer han.

Vi skal dog ikke begynde at tro, at Vladimir Putin er så presset af dårlige nyheder, at Rusland står overfor et snarligt magtskifte.

»Han har i mange år været utroligt dygtig til at få ryddet potentielle udfordrere af vejen. Selv oligarkerne er enten røget i fængsel eller er faldet ud ad vinduer,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Kun det totale og ydmygende nederlag i Ukraine kan begynde at flytte på Vladimir Putins status, mener han.

»Det er klart, at hvis Ruslands styrker bliver skubbet helt ud af Ukraine, så vil der komme et internt rivegilde, for så vil det være meget vanskeligt at retfærdiggøre de store omkostninger, som en krig har haft,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Men Putin har allerede lanceret en fortælling om, at det er lille Rusland mod store, mægtige USA og NATO,« forklarer han.

Derfor mener Peter Viggo Jakobsen først, at det på den længere bane kan vise sig problematisk at holde fast i magten for Vladimir Putin.

»Hvis de hårde økonomiske sanktioner derefter kommer til at fortsætte og underminere den russiske økonomi, så vil der nok på et tidspunkt være flere og flere, der vil synes, at han skal have et andet arbejde,« siger Peter Viggo Jakobsen om den russiske præsidents jobfremtid.