Flere måtte spærre øjnene op en ekstra gang på et pressemøde i forbindelse med forhandlingerne om det amerikanske gældsloft.

Mens senatorerne Ed Markey, Jeff Merkley, Bernie Sanders og Peter Welch stod pænt klædt i jakkesæt og slips, så troppede senator John Fetterman i en lidt anden mundering.

For Fetterman var derimod iført et noget mere afslappet outfit i form af en hvid hættetrøje, gymnastikshorts og kondisko.

Og hans stil er ikke gået ubemærket hen. For blandt dem, der har sendt et stikpille i politikerens retning, er demokratens egen kone Gisele Fetterman.

»Modesansen er meh (tvivlsom, red.), men den politiske sans er i top,« skriver hun.

Den kontroversielle republikaner Lauren Boebert er derimod hårdere i sin retorik.

'John Fetterman omdefinerede 'Casual Friday' en torsdag morgen. Det er virkelig upassende for nogen at møde sådan op til ethvert job, mindst af alt et job, som kun 100 personer er udvalgt til at udføre. Det er der ingen undskyldning for,' skriver hun på Twitter.

Emnet for pressemødet var – som nævnt – de stadig mere seriøse forhandlinger om det amerikanske gældsloft. Søndag diskuterede præsident Joe Biden emnet med lederen af ​​Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

Ifølge nyhedsbureauet AP er Fetterman kendt for sin afslappede tøjstil – og siges ofte at være blevet observeret i ovennævnte outfit, før han blev senator i november sidste år.

I maj sidste år fik han et slagtilfælde og var tæt på at dø.

I november vandt han midtvejsvalget mod tv-lægen og republikaneren Mehmet Oz, men i februar lod han sig indlægge på et psykiatrisk hospital som følge af en alvorlig depression.