AfD-politikers udtalelse om mindesmærke for Holocaust chokerer kolleger. En undskyldning kræves.

Berlin. Tysklands historiebøger trænger til en radikal gennemskrivning, mener en formand for det højrenationale parti AfD i delstaten Thüringen.

Under en tale til partifæller siger Björn Höcke med henvisning til et mindesmærke for Holocaust i Berlin, at Tyskland er det eneste land i verden, som udstiller sin skam på den måde.

- Vi har brug for intet mindre end en 180-graders vending i tilgangen til vores fælles hukommelse, siger Höcke.

Under talen blev der råbt "Tyskland, Tyskland", afslører en video, som nyhedsbureauet Reuters har set.

AfD, der står for Alternative für Deutschland, har vundet betydelig opbakning de seneste år. Blandt andet i lokalvalg sidste år.

Partiet, der blev stiftet i 2013, ønsker at bremse indvandringen. Skud mod folk, som ulovligt krydser den tyske grænse, har været nævnt som en metode.

- Indtil nu har vi opført os som et slagent folk. Vi tyskere er det eneste folk i verden, som har rejst et skammens monument i hjertet af hovedstaden, siger Höcke.

Meldingen fra den tyske politiker bliver mødt med vrede og forargelse fra andre partier og fra det jødiske samfund i Tyskland.

Socialdemokraten Ralf Stegner siger, at politikeren fra AfD opildner til had.

De Grønnes partileder, Simone Peter, kalder Höckes udtalelser for "ubeskrivelige".

Hun kræver en officiel undskyldning fra AfD til det jødiske samfund.

Formanden for Jødernes Centralråd i Tyskland minder om, at seks millioner jøder blev dræbt af de tyske nazister.

- AfD viser sit sande ansigt med disse antisemitiske og ekstremt ondskabsfulde ord, siger formand Josef Schuster.

Han tilføjer, at han aldrig havde troet, at en tysk politiker 70 år efter Holocaust kunne udtale sig på den måde.

På Facebook forsøger Björn Höcke at trække i land og forsvare sig. Han skriver, at han er blevet misforstået. I virkeligheden mente han, at Holocaust var "skamfuldt for folket".

/ritzau/Reuters