21.000 mister deres arbejde. 600.000 turister er strandet. Rejsegiganten Thomas Cooks kollaps har skabt kaotiske tilstande og usikkerhed over hele verden.

Men helt op til konkursen belønnede Thomas Cooks topchefer sig selv og hinanden med bonusser i millionklassen.

Ja, alene over de sidste fem år har Thomas Cooks topchefter scoret 170 millioner kroner i løn og bonus - mens det firma de stod i spidsen for styrtede direkte mod afgrunden. Det skriver flere britiske medier, herunder Daily Mail og The Sun.

Storbritanniens premierminister Boris Johnson er forarget over ledelsens ageren.

Strandede passagerer i Mallorcas lufthavn.
Strandede passagerer i Mallorcas lufthavn. Foto: Enrique Calvo/Reuters
Vis mere

»Man bør spørge sig selv, om det er rimeligt, at direktørerne, bestyrelsen eller hvem det nu er, udbetaler store summer til sig selv, mens deres virksomheder er ved at gå under på den måde,« siger Boris Johnson til The Independent.

Mens tusinder og atter tusinder af turister har måttet overnatte på lufthavnsgulve, fordi deres fly blev aflyst, har Thomas Cooks øverste chef Peter Fankhauser overnattet i et af de seks soveværelser i sin luksusvilla.

En luksusvilla, han betaler over 50.000 kroner i leje for - om måneden.

Men det er de rene peanuts sammenlignet med, hvad Fankhauser har scoret alene i bonusser i sin tid som chef for det nu hedengangne Thomas Cook.

Billedet er det samme i lufthanene ved turistdestinationer over hele verden. Her er det Heraklion-lufthavnen på Kreta.
Billedet er det samme i lufthanene ved turistdestinationer over hele verden. Her er det Heraklion-lufthavnen på Kreta. Foto: Stefanos Rapanis/Reuters
Vis mere

Daily Mail har fundet frem til, hvor meget Fankhauser og de andre absolutte topchefer har tjent i løn og bonus siden 2007 - hvor Thomas Cooks nedtur allerede var godt i gang.

Peter Fankhauser

Thomas Cooks administrerende direktør Peter Fankhauser skulle have hævet en årsløn på 6,1 millioner kroner om året, siden han fik jobbet i 2014.

Men det er kun grundlønnen.

Peter Fankhauser.
Peter Fankhauser. Foto: Screendump/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Fankhauser har scoret bonusser på i alt 39 millioner kroner de sidste fire år.

Samlet set har den schweiziske topchef angiveligt tjent omkring 71 millioner kroner, siden han satte sig i direktørstolen hos den nu hedengangne rejsegigant.

Med en indkomst i den kaliber har man råd til at bo godt. Rigtig godt, endda.

Det gør Peter Fankhauser bestemt også. Både Daily Mail og The Sun viser billeder af den luksusvilla med seks soveværelser i den fashionable London-bydel Surrey, hvor Fankhauser bor med sin italienske kone og to af parrets tre børn.

Harriet Green

Fankhausers forgænger på direktørposten i Thomas Cook havde også en hyre, der skulle opgøres i millioner.

I alt tjente Harriet Green angiveligt omkring 92 millioner kroner i løn og bonusser fra 2011 til 2015, hvor hun sad på direktørposten.

Alene i 2015 modtog Green ifølge Daily Mail 52 millioner kroner - selvom hun kun nåede at arbejde for Thomas Cook i to måneder det år, før Fankhauser afløste hende som direktør.

Harriet Green.
Harriet Green. Foto: LEON NEAL
Vis mere

Harriet Greens årsløn var på 5,8 millioner kroner.

Hun var kendt for at arbejde stenhårdt og kun sove tre timer om natten, men det fik ikke vendt udviklingen i det allerede dengang skrantende rejsebureau.

Manny Fontenla-Novoa

Den spansk-britiske forretningsmand Manny Fontenla-Novoa var direktør for Thomas Cook fra 2007 til 2011.

Manny Fontenla-Novoa.
Manny Fontenla-Novoa. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Det vakte ifølge de brtitiske medier en del furore blandt aktionærerne, at Manny Fontenla-Novoa modtog en millionbonus, da han forlod Thomas Cook.

Aktionærernes reaktion hang sammen med, at rejsebureauet havde været i frit fald under hans ledelse.

I alt skulle 65-årige Manny Fontenla-Novoa have tjent omkring 140 millioner kroner i løbet af sine fire år som topchef i Thomas Cook.

Frank Meysman

Den 67-årige belgier har haft en årsløn på 2,3 millioner kroner, siden han i 2011 blev bestyrelsesformand i Thomas Cook.

Sidste sommer ytrede Meysman ønske om at forlade posten.

Han blev imidlertid siddende, idet det ikke lykkedes at finde en afløser.

I alt har Frank Meysman angiveligt tjent lidt over 18 millioner kroner i løn og bonusser mellem 2012 og 2018, skriver The Sun.

Frank Meysman.
Frank Meysman.
Vis mere

Michael Healey

Thomas Cooks 69-årige økonomidirektør har ifølge Daily Mail tjent 70 millioner kroner fra 2012 til 2018.

Mens han havde ansvar for økonomien, skulle Thomas Cooks underskud opgøres i milliarder.

Du kan følge den seneste udvikling i B.T.s livebolg om Thomas Cooks konkurs og de konsekvenser, den får, lige HER.