Sverigedemokraterna sikrede en sejr for budgetforslag fra Moderaterna og Kristdemokraterna.

Riksdagen i Sverige vedtog onsdag et budget, der er baseret på Moderaternas og Kristdemokraternas økonomiske politik med store skattelettelser.

Sverigedemokraterna sikrede en sejr for de to partiers budgetforslag.

Det blev vedtaget med 153 stemmer mod 141 stemmer mod et forslag fra Miljøpartiet og Socialdemokraterna med den fungerende statsminister, Stefan Löfven.

Der er 349 medlemmer af rigsdagen.

Sverige har været uden en ny regering siden valget i september. Vedtagelsen af det nationale budget har ikke skabt mere klarhed omkring den politiske situation.

Flere eksperter påpeger over for Svenska Dagbladet, at budgettet ikke er så gennemarbejdet som normalt.

Det kan give problemer for de myndigheder, der skal fordele pengene.

- Man kommer til at klare sig med det, men der kommer til at opstå en del problemer, siger Harry Flam, der er formand for Finanspolitiska Rådet, som har til opgave at holde øje med, om der er styr på de offentlige finanser.

Budgettet indeholder blandt andet besparelser på beskæftigelses- og integrationsområdet.

Harry Flam påpeger, at den type beskæringer typisk sker i dialog mellem regeringen og de områder, som bliver berørt, men det er ikke tilfældet, når det er oppositionens budget.

Der er fredag en afstemning i Riksdagen om, hvorvidt Sverige skal have en socialdemokratisk ledet regering. Det oplyste talman Andreas Norlén på et pressemøde onsdag.

Forslaget om at gøre Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, til statsminister spås dog ikke de store chancer for succes.

Tidligere har Löfven forhandlet med to af de borgerlige partier for at forsøge at danne en regering. Det lykkedes ham ikke at overtale Centerpartiet, der krævede en række borgerlige forslag gennemført.

Det ville Löfven ikke indvilge. Efterfølgende sagde Annie Lööf, der leder Centerpartiet, at hendes parti ikke vil gøre Löfven til statsminister.

Politisk kommentator på den svenske avis Expressen Jenny Madestam vurderer, at den politiske situation fortsat er meget mudret, efter at budgettet er blevet vedtaget.

- På en måde er det selvfølgelig blevet mere vanskeligt, for nu er det virkelig hårdt mod hårdt.

- Socialdemokraterna er næppe særligt tilfredse med, at Moderaterna og Kristdemokraterna har fremsat deres eget budgetforslag, som også er blevet stemt igennem, siger hun til Expressen.

/ritzau/TT