I 1971 patruljerede den amerikanske politibetjent Daril Cinquanta i Denver i Colorado, da han pludselig blev skudt i maven.

Gerningsmanden, Luis Archuleta, blev to år senere dømt for skuddet, men flygtede kort efter fra fængslet, og det fik den amerikanske betjent til at iværksætte en utrættelig eftersøgning, skriver The Guardian.

I 46 år ledte han efter manden, der skød ham, og da han blev pensioneret fra politiet, startede han sin egen private efterforskningsvirksomhed.

Daril Cinquanta har ifølge Kusa-TV gjort brug af gammeldags politiarbejde i jagten på den mand, der skød ham, og han har i årevis stemt dørklokker og ringet til det ene telefonnummer efter det andet.

Og pludselig var der et gennembrud.

En dag ringede Daril Cinquantas telefon. I den anden ende var der en person, som sagde:

»Jeg har tænkt meget over det, og jeg vil fortælle dig, hvor ham, der skød dig, befinder sig.«

Daril Cinquanta fortæller, at han var skeptisk til at begynde med, men han skrev en adresse og et telefonnummer ned.

Oplysningerne fik FBI til at sende en ny arrestordre ud, og i New Mexico anholdt de en 77-årig mand, der kaldte sig Ramon Archuleta, men som FBI er sikre på i virkeligheden er Luis Archuleta.

'Denne anholdelse sender et tydeligt signal til alle kriminelle. FBI finder dig, uanset hvor lang tid du har været på flugt, og hvor du er flygtet hen', skriver specialagent ved FBI Michael Scneider i en pressemeddelelse.

Daril Cinquanta siger selv, at han gerne vil møde sin gerningsmand.

»Jeg vil virkelig gerne sætte mig ned og tale med ham, men jeg ved ikke, om han ville være interesseret i det.«