»Det var på det tidspunkt lige så absurd for mig som at starte en atomkrig eller slagte en kylling.«

I flere år har det tyske politi arbejdet på at opbygge en sag mod manden, der blot er kendt som 'Christian B', som man mener stod bag kidnapningen af den forsvundne pige Madeleine McCann. Nu har han i nogle breve fra fængslet sat ord på beskyldningerne.

Det skriver Sky News i forbindelse med, at den tyske tv-kanal SAT.1 har udgivet programmet 'Neue Spuren im Fall Maddie', hvor man dykker ned i sagen om den savnede britiske pige og anklagerne mod den tyske mand.

I brevene, der er sendt til journalist Jetta Rabe fra SAT.1, skriver Christian B – der i forvejen sidder fængslet for at have voldtaget en ældre kvinde i den selvsamme portugisiske by, som den tre-årige pige forsvandt fra tilbage i 2007 – at beskyldningerne er 'absurde'.

Christian Brückner. (Photo by - / ITALIAN CARABINIERI PRESS OFFICE / AFP)
Christian Brückner. (Photo by - / ITALIAN CARABINIERI PRESS OFFICE / AFP) Foto: -
Vis mere

Derudover skriver han ifølge Sky News, at han overlevede som narkohandler, fordi han var forsigtig:

»Jeg blev aldrig fanget af politiet, fordi jeg fulgte nogle enkle grundprincipper. Når det var muligt, kørte jeg kun om dagen i min mørbankede 'hippibus' for ikke at tiltrække opmærksomhed, jeg kørte kun på vejene, jeg havde behov for, og vigtigst af alt provokerede jeg aldrig politiet. Det betyder, at jeg ikke begik kriminalitet og helt bestemt aldrig bortførte nogen,« skriver han.

Ifølge Sky News er det første gang, at den tyske mand offentligt sætter ord på anklagerne mod ham i sagen om den forsvundne Madeleine 'Maddie' McCann.

»Når det er sagt, så var det på det tidspunkt lige så absurd for mig som at starte en atomkrig eller slagte en kylling. Jeg ser ingen grund til at kommentere anklagerne fremsat af Braunschweigs anklagemyndighed. I teorien kunne jeg bare læne mig tilbage og slappe af og vente på deres fund,« skriver den tyske mand videre i brevene.

Arkivfoto (Photo by Handout / METROPOLITAN POLICE / AFP)
Arkivfoto (Photo by Handout / METROPOLITAN POLICE / AFP) Foto: HANDOUT
Vis mere

I efteråret sidste år fortalte den tyske anklager, Hans Christian Wolters, i et interview med britiske Mirror, at han er helt sikker på, at man har fundet manden, der kidnappede – og angiveligt efterfølgende dræbte – Madeleine McCann.

Derudover hævder han også, at man har de nødvendige beviser. Dog uden at komme ind på hvilke:

»Det handler ikke kun om at tiltale ham – vi ønsker at tiltale ham med de stærkeste beviser muligt. Vi har stadig nogle spørgsmål. Det ville være nonsens at rejse tiltale frem for at vente på svarene, der kan styrke vores position,« sagde anklageren i den forbindelse.

Det er nu mere end 14 år siden, at Madeleine 'Maddie' McCann sporløst forsvandt fra sin families ferielejlighed i den portugisiske landsby Praia da Luz, mens hendes forældre spiste middag på en nærliggende restaurant.

Hun var på det tidspunkt tre år gammel.

Hendes forældre har forklaret, at de havde puttet Maddie og hendes to søskende i lejligheden, før de selv var gået ned på en tapas-restaurant omkring 50 meter fra det sted, hvor børnene lå og sov.

Godt hver halve time tjekkede forældrene til børnene i lejlighed 5A. Men da Kate McCann klokken 22 den 3. maj 2007 gik op i lejligheden for at se til dem, fandt hun kun tvillingerne.

Maddie var forsvundet.

Siden har sagen været omfattende efterforsket, men det helt store gennembrud har manglet – indtil det tyske politi i juni forrige år kunne afsløre, at den tyske mand var hovedmistænkt i sagen.