Ifølge amerikanske regeringskilder stod Nordkorea bag et hackerangreb mod Sony i november, der højst sandsynligt skyldes den kontroversielle film »The Interview«.

USA: De amerikanske myndigheder har beviser for, at Nordkorea stod bag et hackerangreb mod Sony, der sandsynligvis har forbindelse til den kontroversielle Hollywood-komedie »The Interview«. Det oplyser anonyme kilder fra de amerikanske myndigheder, skriver Reuters.

En af kilderne beskriver angrebet som »statsstøttet«, og flere andre kilder siger også, at den nordkoreanske regering er involveret.

En kilde siger, at præsident Barack Obama og hans ledelse er i færd med at diskutere, om man skal gå ud offentligt med oplysningerne.

En hackergruppe angreb i november filmgiganten Sony Pictures, hvor fortrolige dokumenter og en række film, der endnu ikke har haft premiere, blev piratkopieret og siden lagt på Internet. Dette gjaldt dog ikke »The Interview«, der handler om, hvordan to TV-journalister, der skal interview Nordkoreas leder, Kim Jong-un, bliver rekrutteret af USAs efterretningstjeneste til at bistå med at bortføre og myrde ham.

Filmen har fået en hackergruppe til at udsende terrortrusler mod biografer, der viser filmen, og publikum, der ser den.

Truslerne har fået flere amerikanske biografer til at aflyse den planlagte filmpremiere 25. december. Og onsdag fik det yderligere Sony Pictures til at aflyse premieren på »The Interview« helt og på ubestemt tid.