Energiprisernes himmelflugt vil presse Europas fattigste voldsomt denne vinter. Værst står det til her i Storbritannien, hvor millioner står over for et meget ubehageligt valg.

Sidste år blev der slået en kedelig rekord på energiprisen i Storbritannien. Allerede dengang advarede eksperter om alvorlige følger for landets fattigste. Men med udsigten til yderligere 30 procents prisstigninger denne vinter er valget for millioner af briter enkelt.

»Det er nu et spørgsmål om, hvorvidt familier har råd til at opvarme deres hjem. De kommer til at sidde med det ubehagelige valg mellem mad i munden eller varme i hjemmet,« siger Claire Moriarty fra Citizen's Advice til BBC.

Det anslås, at fem en halv millioner britiske hjem til foråret vil stå i denne meget alvorlige situation. Deres husholdningsbudget, når energiregningen er betalt, vil være under fattigdomsgrænsen. Der tales om energifattigdom.

B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker energikrisen fra London
B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, dækker energikrisen fra London
Vis mere

»Det er meget vigtigt, at regeringen reagerer nu. Vi står over for en virkelig katastrofe for millioner af mennesker. Vi fornemmer en stigende frygt blandt de mindrebemidlede for, at de simpelthen må lukke for varmen for at kunne give deres børn mad,« siger Claire Moriarty.

Storbritannien er særligt sårbar, fordi man kun har gasreserver til otte dage, mens man i de fleste EU-lande har 80-90 dages reserver. Tidligere Labour-leder Ed Miliband angreb fredag Boris Johnson:

»Regeringen har lukket vores gasopmagasineringsfaciliteter, blokeret for udvikling af grøn energi og ladet nytænkning af atomkraft stå stille. Den har svigtet briterne ved ikke at have en langsigtet strategi, og nu betaler vi prisen,« siger Ed Miliband til The Guardian.

Frygten går på, at energikrisen vil brede sig til resten af samfundet og sætte gang i en farlig inflation – altså at folks penge bliver mindre værd. Denne udvikling er allerede i gang.

Supermarkedskæden Iceland, der sælger frosne varer, advarer nu om, at de galoperende energipriser vil betyde markante prisstigninger på dagligvarer.

»Vi er ikke en svamp, der bare kan suge disse kæmpe ekstraomkostninger til os. Desværre bliver vi nødt til at give prisstigningerne videre til forbrugerne. Det vil betyde prisstigninger,« siger Icelands direktør, Richard Walker, til Bloomberg.

Iceland siger, at deres energiregning i år vil være 40 millioner pund større end forrige år. Det forventes, at også andre supermarkeder vil blive tvunget til at hæve priserne, og det vil uvægerligt betyde, at fødevarer bliver dyrere.

Hvis man lægger disse prisstigninger sammen med, at folks penge bliver mindre værd, og at der skal betales tusinder af kroner i ekstra energiregning for den enkelte familie, så er der basis for en langvarig økonomisk krise.

Der er alvorlige energiproblemer i Storbritannien. særligt de fattigste vil kunne mærke det til vionter
Der er alvorlige energiproblemer i Storbritannien. særligt de fattigste vil kunne mærke det til vionter Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Indtil nu har de europæiske centralbanker anset den markant stigende inflation som et forbipasserende problem, men torsdag gav Bank of Englands cheføkonom en noget mere bekymrende vurdering.

»Vi må nu betragte inflationen med stor bekymring, fordi dens styrke er større end tidligere antaget og desværre ser ud til at kunne vare længere,« skriver Bank of Englands cheføkonom, Huw Pill, til det britiske parlament torsdag.

Selvom Storbritannien er særligt sårbar, så er det sandsynligt, at de selvsamme problemer, de allerede bøvler med her, også vil ramme Europa. Energikrisen og stigende inflation er et globalt problem.

Udviklingen kan komme til at betyde højere renter, og at det dermed bliver dyrere at betale sin gæld. Den økonomiske vejrudsigt for de britiske øer og for den sags skyld for resten af Europa ser nødvendigvis ikke lys ud.