I flere europæiske lande frygter man, at Putin kan narre Trump til indrømmelser ved topmøde, mener lektor.

Helsinki. En gammel russisk ræv møder en amerikaner med begrænset handlerum.

Sådan kan mandagens topmøde mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskrives.

Det mener lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet og Rusland-kender Mette Skak.

Af samme grund forventer hun ingen store udmeldinger fra topmødet, der finder sted i Helsinki.

- Rusland kan få noget symbolsk ud af mødet her optræder Putin og Trump på lige fod, og dermed får Rusland markeret sig som en stormagt, der betyder noget, siger Rusland-kenderen.

Samtidig vil mange amerikanske støtter blot håbe på, at mødet forløber, uden at Trump får givet store indrømmelser, mener Mette Skak.

- Mødet med Putin er et topmøde, som de europæiske Nato-allierede, baglandet i USA og også folk i Ukraine, Finland og Sverige ser frem imod med frygt og bæven, siger hun.

- Man er bange for, at en gammel ræv som Putin kan forføre Trump til at give forskellige indrømmelser fra USAs side, uden at Rusland forpligter sig til noget som helst til gengæld.

Det er blandt andet Trumps udenrigspolitiske ageren den seneste måneds tid, der har ført til bekymringen, mener Rusland-kenderen.

Mette Skak vurderer, at Trump ved sidste uges Nato-topmøde opførte sig som en "hund i et spil kegler", og at Trump kom dårligt ud af mødet med Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

I forhold til en stor del af politikken over for Rusland er den amerikanske præsident dog låst.

- Jeg kan ikke se for mig, at Trump kan lave noget, der bliver en konkret gevinst for Rusland. Han er låst fast på en hård kurs af sit parlamentariske bagland, Kongressen, i forhold til at holde fast i sanktioner over for Rusland, siger Mette Skak.

Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, har på forhånd sagt, at topmødet med Putin i sig selv er et resultat.

Alligevel er der fra eksperters side blevet spekuleret i, om der kunne komme konkrete resultater i forhold til situationen i Ukraine eller Syrien ud af mødet.

Over 2000 journalister og fotografer ventes at rapportere fra Helsinki.

Mødet kommer i kølvandet på stigende russisk-amerikanske spændinger, blandt andet efter at der i USA fredag blev rejst tiltale mod 12 russiske efterretningsofficerer for indblanding i det amerikanske valg i 2016.

/ritzau/