»Det kom til det punkt, hvor Putin simpelthen ikke kunne ignorere hans advarsler længere.«

Sådan lyder det fra en forsvarskilde om den russiske tilbagetrækning fra den strategisk vigtige by Kherson – men det betyder ikke, at den russiske præsident ikke har en strategi for, hvad der nu skal ske.

Det skriver The Guardian

I flere uger har militæreksperter spået og forventet, at de russiske styrker ville få svært ved at holde fast i byen Kherson, mens de ukrainske styrker langsomt, men sikkert nærmede sig den.

Samtidig led de russiske styrker under, at de i store træk var blevet afskåret fra deres forsyningslinjer som følge af ukrainske modangreb – og onsdag kom meldingen så:

Den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu, beordrede en tilbagetrækning fra Dnipro-flodens vestbred ved Kherson.

»Det kom til det punkt, hvor Putin simpelthen ikke kunne ignorere Surovikins advarsler længere,« fortæller en tidligere højtstående forsvars-embedsmand, der udtaler sig under betingelse af anonymitet, med henvisning til lederen af Ruslands styrker i Ukraine, general Sergej Surovikin.

»Den ukrainske hær havde simpelthen overtaget i Kherson,« uddyber kilden til The Guardian.

Tilbage i september skal den russiske præsident angiveligt have afvist en anmodning fra sine kommandører om at trække tropperne tilbage.

Beslutningen om at gennemføre en tilbagetrækning nu kan derfor indikere en markant ændring i hans tankegang, skriver The Guardian.

Ifølge forsvarskilden formodes det, at Vladimir Putin har til hensigt at 'fastfryse' krigen i Ukraine, mens hans hærstyrker omgrupperer og træner det store antal nymobiliserede soldater.

»Putin har ikke travlt. Han ser dette som en længere, storstilet konflikt med Vesten,« fortæller embedsmanden, som tilføjer:

»Han er en opportunist af natur. Hans strategi nu er at se, hvordan tingene står til ved udgangen af vinteren og derefter revurdere strategien.«

Mere end 300.000 mænd menes at være blevet indkaldt fra reserven og er nu i gang med at blive oplært og trænet til at kunne deltage i krigen i Ukraine.

Du kan løbende følge udviklingen i krigen i Ukraine i vores liveblog, som du finder lige HER.