En canadisk mand har sagsøgt det lokale flyselskab Sunwing for at have serveret mousserende vin i stedet for champagne.

Det skriver news.com.au.

Sunwing havde reklameret med, at man kunne få et glas champagne ombord på flyet, hvis man bookede en billet hos dem.

Derfor var det til Daniel Madcuffs store skuffelse, at han kunne konstatere, at det blot var et glas noget billigere mousserende vin, der blev hældt op i champagne-glassene og serveret.

Sunwing har kaldt søgsmålet useriøst og uden hold, men Madcuffs advokat mener, at det er vildledende markedsføring at reklamere for champagne og så servere noget billigere mousserende vin.

»Det her handler ikke om at være smålig. Men om at snyde kunder,« siger advokaten Sébastien Paquette til BBC.

Udover Madcuffs søgsmål har 1.600 andre passagerer - ifølge advokaten - også henvendt sig om snyden.

Advokaten peger på, at når Sunwing skriver, at der bliver serveret champagne, så skal det være vin fra det franske vindistrikt Champagne.

Sunwing svarer dertil, at de mener, at reklamen med at servere champagne blot hentyder til, at man får en 'champagne-service', hvilket betyder en 'høj service' og ikke ordret skal tolkes som, at man får serveret decideret champagne.

Madcuff har sagsøgt flyselskabet for det beløb, der er mellem den mousserende vin, der blev serveret, og prisen for et glas champagne og deruodver for retsomkostninger.

Sunwing har oplyst, at de ikke længere reklamerer for at servere champagne, men stadig serverer mousserende vin ombord på deres fly.