For to dage siden forsvandt et militærfly med 38 mennesker om bord pludseligt, da det var på vej til Antarktis.

Nu mener man, at man har fundet vragrester fra det i havet.

Det chilenske militærfly, der var et transportfly af typen Hercules C-130, lettede mandag klokken 16.55 lokal tid fra den sydchilenske by Punta Arenas med kurs mod Antarktis.

Lidt mere end en time senere – klokken 18.13 – mistede man radiokontakten til flyet over det iskolde farvand mellem Sydamerika og Antarktis.

Siden har man ledt efter flyet i et større område, og da det ikke var muligt at få kontakt til det, formodede man, at det var styrtet ned.

Nu har det chilenske luftvåben fundet vragrester, der formodes at være fra militærflyet, i havet.

Delene blev fundet flydende i overfladen 30 kilometer syd for det sted, hvor flyet senest havde radiokontakt, skriver BBC.

Vragresterne skal nu undersøges for at fastslå, om de tilhører det forsvundne fly.

Det brasilianske forsvarsministerium har i en meddelelse ifølge Ritzau oplyst, at et af dets skibe også har fundet vragrester samt personlige ejendele, der formentlig kan spores til flyet.

De blev fundet omkring 500 kilometer fra den sydargentinske by Ushuaia.

Om bord på flyet var 17 besætningsmedlemmer og 21 passagerer.

Flyet var på på vej mod en chilensk militærbase i Antarktis – Base Antarctica Presidente Eduardo Frei Montalva – hvor mandskabet skulle inspicere og udføre vedligeholdelsesopgaver på blandt andet en rørledning og andre installationer.