Centerpartiets leder har den seneste uge forsøgt at danne ny svensk regering. Hun aflægger torsdag rapport.

I Sverige mødes Centerledaren Annie Lööf klokken 09.00 med talman Andreas Norlén for at underrette ham om, hvordan det går med "sonderingerne af mulighederne for at danne en regering, som rigsdagen kan tolerere"

Nyhedsbureauet TT skriver, at Löof vil holde et pressemøde umiddelbart efter mødet.

Lööf har tidligere sagt, at hun har ført konstruktive samtaler med de fem partier, som hun skulle kontakte om en regeringsdannelse. Men hun har ikke tilkendegivet, hvorvidt de er kommet tæt på en løsning.

Allerede for knap en uge siden, da Lööf fik opgaven, gjorde talmannen det klart, at der skulle findes en mulighed for forlængelse, hvis en uge ikke var tilstrækkeligt.

Lööf blev for en uge siden udpeget som ny forhandlingsleder i forsøget på at få løst dødvandet i svensk politik. Men der var ikke umiddelbart meget, der tydede på, at det ville lykkes at bane vej for et gennembrud.

Lööf var også selv bevidst om, at det er en svær opgave, hun er sat på.

- Jeg er klar over, at situationen er ekstremt kompliceret, sagde hun sidste torsdag, da hun blev udpeget som forhandlingsleder.

Ifølge TT har hun den seneste uge haft møde med Socialdemokraternas leder, Stefan Löfven, Miljöpartiet, Moderaterna og Kristdemokraterna. Alle hver for sig.

Hun har ikke holdt noget fælles møde med partierne i det borgerlige samarbejde Alliansen, og derfor vurderer gruppeformand for Socialdemokraterna Anders Ygeman også, at der er lange udsigter til en endelig regeringsdannelse.

- Jeg ved ikke, om hun beder om en forlængelse (for forhandlingsrunden, red.). Det må hun selv svare på, siger han til TT.

Hvis hun ikke gør det, så indkalder talmannen til en ny forhandlingsrunde med partilederne, vurderer Ygeman.

Annie Lööf er den tredje partileder, der gør forsøget siden valget for mere end to måneder siden.

Først måtte det konservative parti Moderaternas leder, Ulf Kristersson, opgive at samle flertal bag sig.

Derefter forsøgte den socialdemokratiske fungerende statsminister, Stefan Löfven, uden held.

Efter det måtte Ulf Kristersson så igen kaste håndklædet i ringen i sit andet forsøg.

Han forsøgte at danne regering med Kristdemokraterna. Men den konstellation blev stemt ned i Riksdagen. 154 stemte for, men 195 stemte imod.

Det er første gang i nyere svensk politisk historie, at en regeringsdannelse har ladet vente på sig i så lang tid.

/ritzau/TT