Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En dansk mand i 50'erne er blevet dræbt i Norge.

Det oplyser politiet i Rogaland til BT.

Søndag blev manden, der ifølge norsk politi er dansk statsborger, fundet hårdt kvæstet i et hus i området Røyneberg i Sola Kommune og herefter erklæret død.

Det fortæller politiadvokat Stian Eskeland fra politiet i Rogaland til BT.

»Politiet fik et alarmopkald kort før klokken 16. Da politiet og redderne kom frem, blev de mødt af synet af en skadet mand, som ganske kort efter døde af sine skader«, fortæller Stian Eskeland.

Han oplyser, at manden døde af vold:

»Men jeg kan af hensyn til efterforskningen på nuværende tidspunkt ikke sige, hvilken form for vold, der er tale om, eller om der blev brugt våben eller andet«, siger han.

Den dræbte befandt sig dog ikke alene i huset, da politiet nåede frem. En 32-årig mand befandt sig også i huset. Han er blevet anholdt og sigtet for drabet.

Ifølge politiet har den dræbte og den sigtede en form for relation til hinanden.

»Der er en relation, men jeg kan ikke komme ind på hvilken relation. Jeg kan heller ikke sige, om de er i familie med hinanden,« siger Stian Eskeland.

Politiet vil dog på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvor længe manden har boet i Norge, eller om han havde familie eller arbejde. Det er heller ikke muligt at få oplysninger om, hvem der boede i det hus, hvor den døende mand blev fundet.

»Det kan jeg desværre ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, da jeg ikke kan komme med oplysninger, som kan være med til at identificere ham, før de pårørende er underettet,« siger politiadvokaten.

Politiets teknikere vil søndag aften undersøge gerningsstedet. Desuden vil flere vidner blive afhørt, da man mener, at flere personer kan have viden i sagen:

»Der er nogle vidner, som kan have været på stedet, og som kan fortælle noget om hændelsesforløbet«, siger Stian Eskeland.

Hvis den sigtedes psykiske tilstand tillader det, forventer politiet, at han skal i grundlovsforhør mandag.

Udenrigsministeriets Borgerservice siger søndag aften til BT, at de er ved at undersøge sagen:

»Udenrigsministeriet er opmærksom på presseforlydender om, at en dansk statsborger er blevet dræbt i Norge. Udenrigsministeriet undersøger sagen.«

Klokken 23.15 søndag aften lokal tid var politiet fortsat på stedet, skriver VG.

Over for det norske medie ønskede jourhavende jurist ved Sør-Vest politidistrikt, Marita Hagen, ikke at kommentere på, hvorvidt man har fundet et våben på gerningstedet eller om andre genstande er blevet beslaglagt, skriver NTB ifølge VG.

Rogaland i Norge.
Rogaland i Norge. Foto: Google Maps.
Vis mere

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.