En giftig strid – med den catalanske løsrivelsesproces som bagtæppe – præger billedet i Spanien, fordi en amerikansk advarsel om, at Las Ramblas kunne blive mål for terror i løbet af sommeren, blev ignoreret.

Teksten er kort, men ikke desto mindre fyldt med forbehold: »Udokumenterede efterretninger af ukendt sandhedsværdi fra sidst i maj 2017 indikerer, at Islamisk Stat planlægger uspecificerede terror­angreb mod befærdede turiststeder i Barcelona, i særdeleshed Las Ramblas-gaden,« advarede The National Counterterrorism Center, der koordinerer antiterrorindsatsen i USAs mange efterretningstjenester, heriblandt CIA, 25. maj i en note sendt til både det catalanske selvstyre­politi, Los Mossos d’Esquadra, og Spaniens statslige sikkerhedsstyrker.

Kunne attentatet, der 17. august dræbte mindst 15 på netop det berømte hovedstrøg, på den baggrund være undgået? Nej, forsikrer Los Mossos, der har ansvaret for terrorbekæmpelse i Catalonien. Dertil er den tre måneder gamle advarsel alt for upræcis.

Desuden var dødskørslen ned ad Las Ramblas med stor sikkerhed improviseret, efter at en eksplosion dagen forinden havde forpurret jihadisternes plan om en serie bombeangreb. Og hvis der endelig skulle være noget at komme efter – eksempelvis fraværet af beskyttende betonklodser – må ansvaret deles med spansk politi og efterretnings­tjeneste, som også kendte til advarslen, hævdede lederen af selvstyrepolitiet torsdag på et pressemøde.



Det lyder umiddelbart rimeligt, og når advarslen alligevel rider ham og hans politiske chefer som en mare, skyldes det, at de i første omgang benægtede eksistensen af den.

Både selvstyrepræsident Carles Puigdemont og hans indenrigs­minister dementerede i dagene efter attentatet avisen El Periódicos afsløring af noten, som i første omgang blev tilskrevet CIA, med beklagelser af, at de regionale myndigheder desværre ikke har adgang til at kommunikere direkte med så fine folk. Et forhold, der – underforstået – vil blive anderledes, hvis catalanerne stemmer ja ved den afstemning om uafhængighed, som selvstyre­regeringen trods spansk forbud har tænkt sig at gennemføre 1. oktober.



Har Puigdemont & Co. – med den i første omgang mangelfulde præcisering af afsenderen som figenblad – løjet om den amerikanske advarsel, er de imidlertid langtfra alene om at bruge attentatet på Las Ramblas politisk og i forhold til løsrivelsesprocessen.

Krads mediekritik

En række spanske medier og meningsdannere har om ikke fra dag et så fra dag to sået tvivl om Los Mossos’ indsats og antydet, at attentatet kunne være undgået, hvis de statslige sikkerhedsstyrker havde haft ansvaret for terrorbekæmpelsen i Catalonien. En kritik, som er taget til i takt med omverdenens anerkendelse af selvstyrepolitiets effektive opklaringsarbejde og neutralisering af jihadistgruppen.

Den spanske regering har indtil nu ikke blandet sig i koret, og en talsmand nøjedes fredag med at afkræve Puigdemont en forklaring på, hvorvidt han har løjet om den amerikanske advarsel. Eloy Suárez, der er medlem af parlamentet for det konservative regeringsparti, holdt sig til gengæld ikke tilbage, da han med henvisning til, at Los Mossos af selvstyreregeringen er blevet tildelt en fortjenstmedalje for sin indsats, sarkastisk spurgte på Twitter:

»Er det mon fordi, de intet gjorde for at forhindre 16 dødsfald og 100 sårede?«