På nationalt tv fortæller 18-årige Haley sin kæreste gennem to måneder, at hun er jomfru - og at hun gerne vil have ham til at tage sin mødom. Men Haley fik bestemt ikke det svar af kæresten Kaleb, som hun havde forventet og havde til sidst svært ved at holde tårerne tilbage.

Det skriver Mirror.

I talkshowet 'The Jerry Springer Show' på NBC fortalte Haley, hvis efternavn ikke nævnes i programmet, at hun gerne vil have taget sin mødom, før hun skal starte på college. Og efter to måneder sammen med Kaleb er hun sikker på, at han er den helt rigtige.

»Jeg mener, jeg kender ham rigtig godt,« fortalte den unge kvinde til den kontroversielle talkshowvært Jerry Springer.

Haley fortalte videre, at de to har rigtig meget til fælles, og at deres forhold kører på skinner.

'Du skal tage min mødom'

Herefter kom Kaleb ind i studiet. Direkte henvendt til ham fortalte Haley åbenhjertigt om sine stærke følelser.

»Jeg vil gerne takke dig for at have været så tålmodig og respektfuld over for mig og gå langsomt frem. Jeg vil bare gerne fortælle dig, at jeg er jomfru, jeg tror, jeg er forelsket og vil gerne have, at du tager min mødom,« sagde hun.

Men Kaleb så ikke ud til at være ligeså vild med idéen, som hun var.

»Det er virkelig sødt af dig, men vi har kun set hinanden i to måneder, så det er lidt for tidligt,« sagde han nervøst.

»Men jeg kan mærke, du er den rigtige for mig,« svarede Haley.

»Jeg ved ikke rigtig, for jeg er forvirret,« sagde Kaleb.

'Det er virkelig akavet'

»Hvad er du forvirret omkring?« spurgte Haley overrasket.

Og så sprang Kaleb noget af en bombe:

»Jeg tror, jeg er homoseksuel.«

Herefter fortalte han, at han havde været sammen med en anden fyr efter en fest et par uger forinden.

»Det her er virkelig akavet, når jeg netop har fortalt dig om mine følelser for dig,« svarede Haley, som tydeligvis følte sig stødt.

Men det skulle blive endnu værre for den stakkels unge kvinde.

Lidenskabeligt kys

For kort efter kunne Jerry Springer byde velkommen til Jeff - fyren Kaleb havde været sammen med til festen.

Han gik direkte hen til Kaleb og gav ham et lidenskabeligt kys - lige foran Haley.

»Jeg har aldrig før følt det samme for en anden fyr og er virkelig tiltrukket af dig,« sagde Kaleb til Jeff, mens både Haley, gæsterne i studiet og alle tv-seerne kunne se måbende til.

Herefter brød Jerry Springer ind og fortalte Haley, at hun nok måtte indstille sig på at Kaleb ikke kommer til at tage hendes mødom.

The Jerry Springer Show er et af de længst levende talkshows i USA. Det første afsnit blev vist tilbage i 1991, og siden har talkshowet været både berømt og berygtet for sine vanvittige historier, der ofte inkluderer emner om incest, racisme eller utroskab.

I videoen her kan du se første del af programmet, hvor Haley får at vide af sin kæreste, at han er til fyre.